Tyske priser dykker trods opsving

ECB må reagere drastisk på torsdagens rentemøde, opfordrer Nykredit og Sydbank.

ECB's præsident, Mario Draghi, er under maksimalt pres forud for rentemødet torsdag. Foto: AP/Michael Probst

Den i forvejen lave inflation i Europa ser ud til at falde yderligere, efter at nye tal fra Tyskland viser, at inflationen i landet faldt fra 1,1 pct. i april til 0,6 pct. i maj.

Det er på trods af, at landet er i økonomisk fremgang.

"Vi har en tysk økonomi, der genererer tusindvis af job, hvor ledigheden er rekordlav, og hvor der er ganske pæne lønstigninger. Alligevel har vi en faldende inflation, og det havde man ikke lige forventet, hvis man kigger på makrotallene," siger cheføkonom i Nykredit Ulrik Bie til epn.dk.

De nye tal lægger ekstra pres på Den Europæiske Centralbank frem mod rentemødet på torsdag.

"Det understreger, at ECB må komme med noget. Hvis man var i tvivl før, er man det ikke længere. Det kommer til at give en meget lempelig pengepolitik," siger Ulrik Bie.

Vil fortsætte mange år

Det understreges af en spansk inflation på 0,4 pct. og en italiensk på 0,2 pct.

Det vil ikke undre Nykredit, om ECB for første gang nogensinde vil gøre indlånsrenten negativ. Og det vil vare lang tid, før inflationen igen vil stige for alvor.

"Inflationen vil være ekstrem lav og 0-rentepolitikken fra ECB vil fortsætte i nogle år. Desuden er ECB ikke organisatorisk et sted, hvor de kan gå ud og lave programmer, der virkelig gør en stor forskel," siger Ulrik Bie.

Flere penge i omløb

I Sydbank er man enig i, at ECB vil sænke renten. Men der skal mere til.

"ECB kan ikke nøjes med at sætte renten ned. Mere drastiske tiltag må på bordet for at presse inflationen op. ECB vil derfor sandsynligvis også sende flere penge i omløb," siger cheføkonom i Sydbank Jacob Graven i en kommentar.

Og det er begænset, hvad ECB kan gøre, fordi den lave inflation i højere grad er strukturelt betinget, hvor det normalt er konjunkturerne, der bestemmer.

"De faldende priser skyldes, at transportomkostningerne er faldet og den teknologiske udvikling. Forbrugerne er jo bevæbnede med smartphones og kan dermed gå ned i en butik og vælge, om de vil købe varen der eller på nettet i et hvilket som helst land inden for euroområdet," forklarer Ulrik Bie.

Nykredit forventer på baggrund af de tyske tal, at den samlede inflation i euroområdet vil ligge på 0,5 pct. i maj i stedet for de forventede 0,7 pct.

BRANCHENYT
Læs også