Kæmpe madomvæltning hos Coop

Detailkæden udskifter de næste fem år varer for 13 mia. kr.

Coop driver kæderne Kvickly, Fakta, Irma, Superbrugsen og Dagli' Brugsen. I de næste fem år får de udskiftet 25 pct. af deres varer med mere lokale varer, bedre råvarer eller varer med bedre smag. ANDREASEN CARSTEN

En historisk stor udskiftning af varesortimentet i den danske dagligvarekoncern Coop er på vej.

Som et led i opgør med den danske madkultur vil 25 pct. af alle fødevarer i løbet af de kommende fem år blive erstattet af nye varer.

Samlet er der tale om, at koncernens 1.200 butikker skal udskifte varer for omtrent 13 mia. kr., og målet er, at der i langt højere grad skal være plads lokalt producerede fødevarer, varer med bedre smag og varer, hvor der er taget større hensyn til dyrevelfærd.

Coops madplan
  • 50 pct. af alle fødevarer skal være unikke Coop-varer, hvilke betyder, at der gives omsætning for et to-cifret milliard beløb fri til nye varer frem mod 2018.
  • Ny forhandlingsmodel for små leverandører, der ikke længere skal indgå årsaftaler som de store.
  • Indførsel af ”Onsdag – God Maddag”, der gennem inspiration og aktiviteter i alle Coops kæder skal gøre det nemt at få et godt hverdagsmåltid.
  • Ny årlig fødevarepris som skal uddeles til personer eller organisationer som arbejder for at genskabe fællesskabet omkring madlavning og måltid.
  • Etablering af partnerskaber med mange flere mindre leverandører for at få et mere differentieret udvalg af danske varer i butikkerne.
  • 500 nye varer gennem nye partneraftaler med kokke om udvikling og udvælgelse af varer med mere smag.
  • Forstærket indsats for at øge udvalg og salg af ansvarlige varer inden for økologi, dyrevelfærd og sundhed.
Kilde: Coop

"Det handler om, at hvis vi vil noget andet med vores madkultur på den længere bane, så er vi nødt til at skifte stil i forhold til den måde dagligvarehandlen har fungeret på," fortæller food-direktør Jens Visholm fra Coop til epn.dk.

Behov for fornyelse

Det nye initiativ er et resultat af det udviklingsarbejde, som Coop satte i gang i slipstrømmen på, at selskabets øverste chef, Peter Høgsted, i januar i år gav udtryk for, at den danske dagligvarehandel trænger til fornyelse.

Han mente, at der alt for længe har været fokuseret for meget på pris og for lidt på kvalitet.

I kæden, der blandt andet driver Kvickly, Fakta, Irma, Superbrugsen og Dagli' Brugsen, minder man om, at Danmark befinder sig i den gastronomiske elite med prisvindende restauranter og masser af tv-underholdningsprogrammer om mad, og alligevel bruger danskerne mindre end 10 pct. af den disponible indkomst på fødevarer.

Coop har et ansvar

Med næsten 40 pct. af dagligvarehandlen i Danmark, mener man i Coop, at man har et medansvar for at ændre det. Derfor har man nu udarbejdet et såkaldt madmanifest, hvor man foruden omlægningen af sortimentet i butikkerne  blandt andet vil samarbejde med kokke, uddele en årlig fødevarepris og gøre onsdag til en særlig maddag.

Håbet er samtidig, at det kan bidrage til bedre resultater i koncernen, der er under pres fra hovedkonkurrenten Dansk Supermarked.

"Det er en to-sidet løsning, der handler om at give mere madglæde tilbage i det danske samfund, og så er vi overbevist om, at hvis forbrugerne oplever, at der er forskel på fødevarer, så kan der skabes en bedre forretning for Coop," siger Jens Visholm.

Handler ikke om højere priser

Det betyder dog ikke, at det er slut med billige produkter i Coop, forsikrer direktøren.

"Det betyder absolut ikke, at man skal gå et andet sted hen for at få billige varer. Det handler ikke om at få priserne op. De varer, man møder andre steder i dagligvarehandlen, kan man også finde i Coop til de samme eller bedre priser," lover Jens Visholm, der fortsætter:

"Men det bliver måske for fattigt, hvis det er de samme 2.000 varer, der ligger i dagligvarehandlen, og det er den mangfoldighed, som vi vælger at tilbyde danskerne," siger han.

Inspiration fra detailhandlen i udlandet

Det nye initiativ er kommet til efter en undersøgelse blandt 10.000 forbrugere, workshops og en madkonference med eksperter og interesseorganisationer i begyndelsen af maj.

Her kom det blandt andet frem, at forbrugerne ønsker et større vareudvalg, som man eksempelvis ser det i detailhandlen i udlandet.

Unikke varer i Coop

Ambitionen er, at 50 pct. af varerne i Coops butikker i 2018 skal være unikke for kæden. Blandt andet skal produkterne fra flere lokale leverandører være at finde på hylderne.

Hvilke produkter, der ryger ud, er der til gengæld ikke klarhed over endnu. Det står dog klart, at kunderne herunder de 1,4 mio. medlemmer, der skal bestemme udvalget med pungen.

"De produkter, der ikke tilfører værdi for kunderne eller bare er mere af det samme, vil være der, hvor vi prøver at gå ind og skifte ud i sortimentet og tilføre noget, der har reel værdi for kunderne," forklarer Jens Visholm.

Sammen med den øvrige koncernledelse skal han debattere fremtidens danske fødevarekvalitet på Folkemødet på Bornholm i den kommende uge.

BRANCHENYT
Læs også