Kan du leve for 5.839 kr. om måneden?

Over 60.000 unge - heraf flere tusinde studenter - ventes at flytte hjemmefra inden længe.

For mange unge handler denne måned kun om én ting, og det er at få en hue på hovedet, nemlig studenterhuen. Men så snart den er på, og studentergilderne er slut, begynder alvoren. For mange vælger at flytte hjemmefra, og det har store konsekvenser.

De, der vælger at studere videre, skal gøre op med sig selv: Kan jeg leve for 5.839 kr. om måneden? Det er nemlig det maksimale beløb man kan få, hvis man flytter hjemmefra, samtidig med at man studerer.

Mange flytter

I 2013 flyttede mere end 64.000 unge mellem 18 og 22 år hjemmefra.

"De fleste unge vil opleve, at deres indkomst ændrer sig, når de flytter hjemmefra. Enten fordi de skifter skolebænken ud med et arbejde, eller fordi satsen på deres SU ændrer sig," siger forbrugerøkonom i Sydbank, Camilla Skovsbo Erichsen, til epn.dk.

SU'en er i øjeblikket 5.839 kr., hvis man er flyttet hjemmefra. Det er ikke alle, der kan klare sig for det, men de har flere muligheder.

Kan låne mere

"Hvis man ikke kan klare sig for det, er det muligt at supplere med et SU-lån på 2.987 kr. pr. måned. Lånet skal betales tilbage, når man er færdig med uddannelsen," siger Camilla Skovsbo Erichsen.

Mange vælger at have et studiejob ved siden af, og man må tjene op til ca. 10.700 kr. om måneden, før der sker modregning i SU'en.

"De fleste unge bor til leje, og så er det som regel muligt at få boligstøtte. Hvor meget man kan få, afhænger blandt andet af boligens størrelse, udgiften til husleje og hvor høj den samlede indkomst er, for alle der bor i boligen."

Mange udgifter

Camilla Skovsbo Erichsen opfordrer de unge til at tænke godt over, hvilke ekstra omkostninger, der løber på, når de flytter hjemmefra.

"Det drejer sig ikke kun om husleje og mad, men også om el, varme, internet, tv, licens, transportudgifter, forsikringer mv. Dertil kommer så studiebøger, hvis man skal i gang med at læse videre."

Flytter man sammen med en anden, er der også vigtige ting at tage stilling til.

"Hvordan skal udgifterne for eksempel deles? Det kan især være et vigtigt emne, hvis indtægterne ikke er lige store. Men der er også nogle helt lavpraktiske ting, som man bør overveje. F.eks. kan man vælge at få lavet en fælles konto, som begge parter har et dankort til, og som kan bruges, når der skal købes mad og andre daglige ting".

Budget er vigtigt

Sydbank-økonomen opfordrer alle til som minimum at få lavet et budget.

"Nøglen til et godt overblik over din økonomi – uanset om man bor selv eller sammen med sin kæreste - er et godt gennemarbejdet budget. Man skal simpelthen skrive alle sine udgifter og indtægter op. På den måde kan man se, om udgifterne er for høje i forhold til, hvad der går ind på kontoen. Sværere er det ikke," siger Camilla Skovsbo Erichsen.

BRANCHENYT
Læs også