0

Tiger tjente kvart milliard i 2013

I 2013 fordoblede butikskæden Tiger omsætningen og antallet af ansatte.

Foto: Pressebillede

Zebra A/S, der står bag den danske butikskæde Tiger, omsatte i 2013 for 1,7 mia. kr. Det er en stigning på 57 pct. i forhold til 2012. Det viser årsrapporten, som Zebra netop har offentliggjort.

Bundlinjen fulgte med i næsten samme tempo, og resultatet før særlige poster steg til 242 mio. kr. fra 165 mio. kr. En indtjeningsfremgang på 47 pct.

”Jeg synes godt, vi kan tillade os at være tilfredse med resultatet. At øge omsætningen med 56 pct. og samtidig holde fast i et resultat på bundlinjen, der viser en markant indtjeningsvækst, er noget, alle i Tiger fortjener ros for,” siger Tigers administrerende direktør, Christian Mariager.

Fakta

Resultater 2013:

Omsætning: 1,7 mia. kr.

Resultat før særlige poster: 242 mio. kr.

Overskud: 147 mio. kr.

Om Tiger:

  • Tiger blev stiftet i 1995 af Lennart Lajboschitz, der åbnede sin første butik på Islands Brygge i København.
  • Tiger begyndte som en 10-kronersbutik, der solgte restvarer. I dag har butikkerne flere forskellige priser: 10, 20, 30, 40 og 50 kr., samt enkelte lidt dyrere.
  • Tiger har 2.200 ansatte fordelt på 314 butikker.

  • Tigers største markeder er Danmark, England, Spanien, Italien, Sverige og Japan.

Ingen grænser for vækst

Alene i 2013 kom 92 nye Tiger-butikker til verden, og det betyder, at der i dag findes 314 af slagsen fordelt i 20 lande. 25 af dem blev åbnet i løbet af 2014. Ved årets udgang forventer Tiger at nå op på 400 butikker.

Sidste år ansatte Tiger 750 nye medarbejdere, hvilket er en stigning på mere end 60 pct.

Ekspansionen har, ifølge selskabet, langtfra nået toppen, og derfor skal man forvente at se mange flere af Tigers kringelkrogede billigvarebutikker i fremtiden.

"For mig at se, er der derfor ingen grænser for vores vækst i de kommende år – bare vi hele tiden er i stand til at forny os og samtidig holder fast i, at den hurtige ekspansion aldrig må få os til at gå på kompromis med kvaliteten," siger Christian Mariager.

International appel

Tigers succes er spredt ud over hele Europa, men også japanerne er hoppet med på bølgen med to butikker; en i Tokyo, en i Osaka. Ifølge den administrerende direktør har Tiger en stærk international appel, som bare venter på at blive foldet yderligere ud.

”Vores koncept er let at forstå. Dertil kommer, at varernes skan­di­na­vi­ske design appellerer meget stærkt til kunderne uden for Danmark," siger Christian Mariager.

Tiger blev stiftet i 1995. Dengang var den en 10-kronersbutik, men senere er varesortimentet udvidet til også at indeholde varer i spændet mellem 10 og 50 kr., mens enkelte varer er endnu dyrere.

Konceptet er ikke færdigudviklet, og i fremtiden går du måske i Tiger, når du vil nyde en kop kaffe eller et stykke musik.

"Vi bruger utroligt mange ressourcer på hele tiden at udvikle nye og sjove oplevelser til kunderne. Først og fremmest i form af nye varer på hylderne, men også gennem anderledes måder at indrette os på, nye tilbud som f.eks. musik, koncerter, cafeer og meget andet,” siger Christian Mariager.

BRANCHENYT
Læs også