Nu kan du betale med mobilen i Randers

MeeWallet leverer mobil betalingsløsning til butikkerne i Randers, og andre byer kan følge efter.

I Randers kan du betale børnetøj med to klik på telefonen. Foto: Manu Fernandez/AP

Til efteråret kan du betale for blomster, bamser og børnetøj med din smartphone, hvis du handler i Randers. 16 andre byer følger sandsynligvis i hælene.

Randers Cityforening har nemlig indgået en aftale med MEE, der står bag app'en MeeWallet. En app, som gør det muligt at betale i butikkerne med to klik på telefonen.

Allerede fra i dag, tirsdag, kan du betale med mobilen hos butikskæden Ønskebørn i Randers. Henover sommeren følger flere efter, og til efteråret vil størstedelen af byens butikker kunne modtage mobilbetaling.

Og Randers er langtfra den eneste by, hvor MeeWallet vil blive tilgængeligt.

"I løbet af efteråret vil vi som minimum folde det ud i 16 byer og herunder også en række større kæder," siger partner i Mee Kim Vindberg-Larsen til epn.dk

Vil give mere omsætning

I forvejen tester MEE deres app i Letland, Slovenien og Spanien. I Danmark har Kim Vindberg-Larsen været i kontakt med en række cityforeninger, der fungerer som bindeled mellem MEE og butikkerne.

"Vi synes, det er alle tiders, at vi kan være blandt de første til at tilbyde en betalingsløsning, der er let, sikker og kundevenlig. Det kan vi ikke sige nej til, når vi har muligheden. Det sætter en tyk streg under, at Randers er en dynamisk handelsby," siger citychef Jørgen Vittrup til epn.dk.

Han mener, at muligheden er så attraktiv, at de fleste butikker vil være med på idéen. Ikke kun fordi det er nemt, men også fordi det vil give flere salg.

"Det er helt sikkert fremtiden. Hvis du kører hjemmefra og glemmer din tegnebog, er det ikke altid, du vender om efter den. Glemmer du din mobiltelefon, skal du have kørt rigtig langt, før du ikke vender om. Og hvis du har dine penge deri, står du ikke en butik uden at kunne betale. Derfor vil det unægtelig være med til at give mere omsætning," siger Jørgen Vittrup.

BRANCHENYT
Læs også