Netbutikker lukket efter advarsel fra Nets

Et sikkerhedshul, hvor 1.000 betalingskort kan være kompromitteret, har tvunget Wannafind til at lukke flere af de web-butikker, som firmaet hoster.

Foto: Tobias Nørgaard Pedersen

Virksomheden Wannafind, der hoster en stribe web-forretninger, har valgt at lukke en stribe af butikkerne ned efter en alvorlig henvendelse fra Nets.

I mandags blev Wannafind nemlig kontaktet af Nets, der havde konstateret, at et antal betalingskort var blevet kompromitteret, og at kortoplysningerne stammede fra én webshop, der bliver hosted hos firmaet.

Wannafind er en del af den danske hosting-virksomhed Zitcom.

1.000 betalingskort i fare

Nets har identificeret cirka 1.000 betalingskort, hvis informationer kan være kompromitteret fra den pågældende webshop, oplyser Wannafind, der i den forbindelse har valgt at lukke en række lignende butikker, der administreres af firmaet.

Læs også: Nets spærrer tusind Dankort efter hacker-angreb

"Vi er stærkt berørte af situationen og beklager den dybt over for de kunder, som i en periode vil være henvist til at foretage bankoverførsler eller sende faktura for at afvikle handler på deres web-shops," siger direktøren i Wannafind, Pelle Martin Smidt

Sikkerhedshullet er blevet lukket i samarbejde med leverandøren af den funktion, som er blevet hacket.

Lukket for betalinger

"På trods af at vi har fundet og lukket sikkerhedshullet, har vi, i tråd med de gældende retningslinjer fra de internationale kortselskaber valgt at lukke for betalingskortsbetalinger på lignende web-shops, indtil vi har fundet en alternativ betalingsløsning, eller til vi har fået gennemført en kontrol og godkendelse."

Han regner med, at en kontrol tager omkring to dage.

"Der er ikke fundet kompromitterede betalingskort hos vores øvrige kunder, men sammen med Nets har vi valgt at øge overvågningen på flere af vores webshops for at kunne gribe hurtigt og effektivt ind, hvis der skulle opstå uregelmæssigheder," oplyser Pelle Martin Smidt.

I 2010 blev flere hundrede websteder hos hostingselskabet Wannafind ramt af defacements, hvilket vil sige, at den oprindelige hjemmeside blev erstattet med hackernes egne forsider.

Læs også:
Dansk web-hotel ramt af hacker-angreb

Nets spærrer tusind Dankort efter hacker-angreb

Denne artikel er leveret af
BRANCHENYT
Læs også