Udenlandske chauffører kører for Post Danmark

Post Danmark benytter østeuropæisk arbejdskraft gennem underleverandører, bekræfter virksomheden selv.

Arkivfoto: Carsten Lauridsen

Post Danmark benytter sig i flere tilfælde af østeuropæisk arbejdskraft, oplyser TV 2 Nyhederne søndag.

Og dermed blusser debatten om brugen af udenlandsk arbejdskraft og cabotagekørsel, det vil sige indenrigskørsel med udenlandske lastbiler, op igen.

Denne gang er det det statsejede selskab, Post Danmark, som erkender, at de benytter sig af vognmænd, der åbenlyst bruger østeuropæiske chauffører som arbejdskraft i Danmark.

Uden dansk lønvilkår

Flere udenlandske lastbiler kører dagligt til og fra danske postterminaler, og i to konkrete eksempler har TV 2 Nyhederne fulgt henholdsvis en bulgarsk og litauisk vogn, der forlader en dansk postterminal og kører ud af landet påført med danske trailere.

I de to eksempler har Post Danmark benyttet sig af firmaerne HCS og Kim Johansen som underleverandører.

HCS kan overfor TV 2 ikke bekræfte, at chaufføren i lastbilen får løn efter dansk overenskomst, mens selskabet Kim Johansen benytter sig af udenlandske chauffører, der ikke er aflønnet efter danske vilkår.

Ikke værdigt

Afsløringen kommer stærkt bag på Bo Nielsen, der er pakkemedarbejdernes fællestillidsmand på Taulov Pakkecenter ved Fredericia.

"Jeg er chokeret, det må jeg erkende. Jeg har det rigtig skidt med at udnytte nogle stakkels mennesker, som laver det samme arbejde som os andre, men til en forfærdelig lav pris. Jeg mener ikke, at statsvirksomheder kan være med til at lave det her stykke arbejde. Det er absolut ikke værdigt," siger Bo Nielsen til TV 2.

Hos Post Danmark erkender ledelsen blankt, at 10 pct. af deres transporter foretages af underleverandører.

Lovgivning skal overholdes

Det sker især efter, at Post Danmark er fusioneret med det svenske postselskab, en fusion som går under navnet PostNord, og som betyder, at der er over 100 postterminaler rundt om i Norden, som chaufførerne kører rundt til

"Jeg kan bekræfte, at en meget beskeden del af Post Danmarks og PostNords transport udføres af eksterne vognmænd. Det, vi har en forpligtelse til, er at sikre, at landets lovgivning og EU's lovgivning og direktiver bliver overholdt, og det er det, vi følger op på," siger HR-chef Hans Erik Lindkvist.

BRANCHENYT
Læs også