Samsung-arving skal betale 33 milliarder i arveafgift

Arvingerne til Samsungs 72-årige grundlægger kan se frem til at betale gigantiske arveafgift til den sydkoreanske stat.

Med en sydkoreansk arveafgift på 50 pct. står Samsung-arvinger til at skulle af med en kæmpe afgift til staten, når stifteren af virksomheden dør. Foto: Daniel Kalker/AP

I sidste måned blev Samsungs grundlægger, 72-årige Lee Kunhee, indlagt på hospitalet efter et hjertetilfælde. Det har for alvor sat gang i spekulationerne om den enorme arveafgift, som sønnen, Jay Y. Lee, står til at skulle betale, når faren dør.

Den 45-årige Jay Y. Lee skal som hovedarving betale i omegnen af 33 milliarder danske kr. i arveafgift, som er på 50 pct. i Sydkorea. Det skriver Reuters.

For at sætte det enorme beløb i perspektiv, forventer den amerikanske stat i løbet af hele 2014 kun at inddrive 88 milliarder kr. i arveafgift.

Nødt til at bevare kontrollen

Især i USA ser man ofte arvinger til velhavende folk gøre alverdens forsøg på at nedbringe arveafgiften. Men det virker ikke umiddelbart som en mulighed for Jay Y. Lee.

Lee Kunhees enorme formue består nemlig hovedsageligt af aktier i mobilproducenten Samsung Electronics og forsikringsselskabet Samsung Life Insurance for en anslået værdi af 70 milliarder kr.

Aktieposterne er helt grundlæggende for, at familien kan bevare kontrollen med Samsung Group, og derfor vil de være villige til at betale en meget stor pris for at beholde dem.

Skattespekulation batter ikke meget

"Den typiske strategi er at justere omfanget af aktier forud for et dødsfald i en kontrollerende familie og drage fordel af eventuelle afskrivnings- og gavemuligheder, der på forhånd kan reducere beregningsgrundlaget for arveafgiften. Men når vi taler 33 milliarder kr., giver den slags ikke megen mening," siger Ku Sang-su, der er revisor i advokatfirmaet Jipyong, til Reuters.

Både i Hong Kong og Singapore har man afskaffet arveafgiften inden for de senest ti år, men til stor ærgrelse for Lee Kunhees familie holder Sydkorea - ligesom Japan - fast i en arveafgift på op til 50 pct.

Til sammenligning er den danske arveafgift på 15 pct. for den nærmeste familie, hvilket medførte en afgift til staten på 3 milliarder kr., da Mærsk Mc-Kinney Møller døde i 2012.

Kritiseret for skatteplanlægning

Den høje sydkoreanske arveafgift har da også længe været til heftig debat blandt de velhavende. Familierne bag Hyundai og Doosan står nemlig overfor bekostelige generationsskifter.

Ifølge skatte- og formuerådgiver, Michael Shikuma, der arbejder i det amerikanske advokatfirma Morrision & Foerster, er det ikke så almindeligt med formueplejle i Asien.

"I Japan har skatteplanlægning historisk set ikke været anset for en særlig patriotisk ting at gøre," siger han.

Familien Lee har dog for længst forberedt sig på generationsskiftet, og det er blevet kritiseret fra flere sider. Derfor er det næppe sandsynligt, at Sydkorea ændrer på arveafgiften foreløbigt.

BRANCHENYT
Læs også