Spanske renter lavere end amerikanske

Investorerne tager sig nu bedre betalt for at låne penge til USA end til Spanien.

Foto: Soeren Stache, picture-alliance, dpa/AP

En rente på mere end 7,5 pct. på den 10-årige statsobligation vidnede i sommeren 2012 om, at Spanien balancerede på randen af økonomisk kollaps.

Den samme tendens kunne man spore i eksempelvis Italien, mens det forholdt sig noget anderledes i USA, hvor renten samtidig nåede bunden. 

Da forskellen var størst, skulle investorerne have mere end 6 procentpoint mere for at låne Spanien penge, end hvis pengene skulle lånes til USA. Det var i den grad et udslag af den europæiske gældskrise.

Aktuel rentesats
Land Rente 10-årig statsobl.
USA

2,61

Tyskland

1,37

Italien

2,70

Spanien

2,57

Grækenland

5,61

Siden dengang er der tilsyneladende kommet bedre styr på økonomierne, og den spanske rente (2,57 pct.) er nu ganske bemærkelsesværdigt kravlet ned under den amerikanske (2,61 pct.).

Ingen frygt for bankerot

Forklaringen er, at investorerne ikke længere frygter en spansk statsbankerot.

"Investorerne tør nu igen købe statsobligationer fra de sydeuropæiske lande, og behovet for at søge sikker havn i amerikanske statsobligationer er derfor aftaget," forklarer Sydbanks cheføkonom Jacob Graven.

Han understreger dog, at det ikke skal tolkes sådan, at investorerne ser en større risiko for, at USA skal havne i en statsbankerot.

Fremgang i USA

Tværtimod er det et tegn på, at investorerne ser et pænt vækstpotentiale i USA og samtidig forventer en højere inflation i de kommende 10 år.

"Det opvejer nu i investorernes øjne den større risiko, der er for, at Spanien går statsbankerot, og man derfor som investor med spanske statsobligationer ikke får alle sine penge tilbage," uddyber Jacob Graven.

Billedet hænger ved

Han vurderer, at billedet ikke vil ændre sig stort i de kommende år.

Den amerikanske rente kan stige som en konsekvens af, at verdens største økonomi er på vej til at blive endnu større, mens den spanske rente ventes at forblive lav som en konsekvens af Den Europæiske Centralbanks ambition om at holde de korte renter tæt på nul.

Også den italienske statsobligationsrente er kravlet ned i nærheden af den amerikanske. Den handles aktuelt i niveauet omkring 2,7 pct., hvilket er væsentligt under de godt 7 pct., som den nåede på toppen i 2012.

BRANCHENYT
Læs også