Restaurant Tårnet slår rekorden - næsten 7.000 bookinger

Åbning: Stjernekok, beliggenhed og historik. Restaurant Tårnet i Christiansborg er som et Kinderæg for det madglade folk. Men er priserne for høje til, at alle kan være med?

Det er en kombination af forventning om god mad og den utraditionelle beliggenhed, der har gjort Tårnet populært inden åbningen, vurderer Peter Thygesen, grundlægger af DinnerBooking. Foto: Niels Hougaard

Restaurant Tårnet gør sig i disse dage klar til den store åbning, og det er på sin plads, hvis tjenerne skubber ekstra stole hen for bordenden.

Indtil videre har restauranten i toppen af Christiansborg nemlig fået bookinger til næsten 7.000 gæster fordelt over de første uger. Dermed er Tårnet den klart mest forudbestilte spiseoplevelse i DinnerBookings system, hvor der vel at mærke optræder 16 Michelin-restauranter og millioner af reservationer i hele Norden.

»Vi har aldrig set så mange bookinger inden en restaurantåbning før. Det er meget imponerende. Det ser lovende ud for Tårnet,« lyder det en smule underspillet fra Peter Thygesen, som sammen med sin bror - Christian - står bag det knap 10 år gamle bookingsystem.

Hidtil har Kähler i Tivoli siddet på rekorden i kraft af 2.463 reserverede stolesæder inden åbningen sidste sommer. Det tal bliver nu tredoblet, og det er der tre gode grunde til, mener branchen selv: Chefkokken, beliggenheden og historikken.

»Rasmus Bo Bojesens mad er jo kendt for at være godt. Samtidig ligger restauranten øverst i demokratiets højborg, som der mig bekendt ikke har været offentlig adgang til tidligere. Det er et meget usædvanligt projekt. Den slags spisesteder plejer der at være en vedvarende interesse for rundt omkring i verden,« forklarer Jens Zimmer Christensen, som er formand for brancheforeningen Horesta.

Vil åbne Christiansborg op

At Tårnet overhovedet får lov at servere mad i 106 meters højde - i et tidligere pulterkammer med 11 meter mellem gulvet og loftet og udsigt over hele byen - skyldes en beslutning fra Folketinget i 2012. Præsidiet med Mogens Lykketoft (S) i spidsen ønsker at åbne Christiansborg mere op over for danskerne ved at tale til deres maver.

Stjernekokken Rasmus Bo Bojesen har fået til opgave at skabe en restaurant for alle. Han er også manden bag restauranten i Operaen, serveringerne på Axelborg og et konditori i Ingerslevsgade i København.

Toppen af demokratiet

Lige nu har han dog nok at se til ét sted i byen.

»Der er så mange ting at få styr på, fordi vi kun har et anretterkøkken i Tårnet. Alt mad skal bringes herop fra vores konditori og øvrige restauranter i byen. Alting skal også slæbes ud igen, så det logistiske arbejde fylder meget mere end normalt,« fortæller Rasmus Bo Bojesen, som tilsyneladende ikke har gjort sig de store tanker om den lange reservationsliste.

»Hold da op. Det var jeg slet ikke klar over. Det er nok fordi, at jeg er her,« griner han og fortsætter:

»Nej, vi ved jo allesammen, at demokratiet baserer sig på de ting, der sker her på Christiansborg. At der opføres en restaurant i toppen af demokratiets højborg er exceptionelt, så det er klart, at selve stedet trækker en masse gæster. Samtidig har jeg en ambition om at lave en restaurant med bredde. Den skal appellere til min farfar fra Frederiksberg og din tante fra Ribe. Maden skal være god og genkendelig. Hele Danmark skal føle sig velkommen. Så der ligger da et vist pres på mine skuldre.«

Velkendt og anderledes

Presset har Rasmus Bo Bojesen allerede fået at føle inden åbningen på onsdag.

Hans tanke om midt i en tid med det nordiske køkken at skabe en helt ny mad af de mere almindelige råvarer herhjemme, er såmænd fin nok, siger kritikerne. Det samme er hans filosofi om at servere smørrebrød om formiddagen, kager om eftermiddagen og klassiske retter om aftenen, der for alle deles vedkommende skal opleves både velkendt og anderledes.

Men priserne er ret høje - lyder det - med tanke på, at eksempelvis et stykke smørrebrød med lun leverpostej, bacon, karse og agurker i Tårnets version koster 95 kr. Mens en æggemad med rejer og mayonnaise - igen med Bo Bojesens gastronomiske twist, selvfølgelig - koster den nette sum af 105 kr.

Omfavner traditionen

Spørgsmålet er, om det er for meget til, at hele Danmark føler sig velkommen og er klar til at lade sig scanne af sikkerhedsmæssige årsager, inden turen går op i Tårnet med elevatoren?

Det vil tiden vise, når forhåndsinteressen lægger sig. For Rasmus Bo Bojesen har som nævnt nok andet at se til i de 106 meters højde.

»Den store udfordring midt i disse svære betingelser er at vise gæsterne, at vi har et fast holdepunkt i vores bedsteforældres køkken, men også ved, hvad der sker i dag. Vi omfavner traditionen, håndværket og egnsretterne på en helt ny måde.«

BRANCHENYT
Læs også