Kina skruede op for børsfesten

Den regulære feststemning på verdens børsmarkeder vil ikke fortsætte, advarer Nordea.

Maj måned gav grund til jubel på verdens børsmarkeder. Foto: Dario Cantatore

Kina smed ekstra brænde på obligationsmarkedet, da landets centralbank i nat stimulerede økonomien ved at lade valutaen stige med 0,2 pct.

I sidste uge sænkede den europæiske centralbank renten, og der var samtidig flotte væksttal flere steder i verden med USA's jobtal som trækhest. En regulær børsfest, der gjorde det gamle aktieordsprog "sell in May and go away" til skamme.

"På den ene side bliver aktieejerne tilfredsstillede, fordi der kommer bedre væksttal, der får aktiekurserne til at stige. På den anden side har du centralbankerne – den kinesiske i nat, den europæiske i sidste uge – der gør mere for at presse renterne ned og stimulere økonomien. Det er godt for obligationerne. Så der er afkast på både gynger og karruseller," siger Nordeas aktiestrateg, Henrik Drusebjerg, til epn.dk.

Renter
10-års renten er historisk lav i en række europæiske lande:
  • Frankrig: 10-årsrenten på 1,65 pct. er den laveste siden 1746.
  • Spanien: Den laveste siden 1789.
  • Italien: Er, med undtagelse af en kort periode i 1945, den laveste siden 1808.

Ikke langtidsholdbart

Samtidig er kursudsvingene utroligt lave for tiden, og samlet giver det perfekte forhold for investorerne. Men, men, men.

"Det, vi oplever lige nu, er ikke langtidsholdbart," siger Henrik Drusebjerg.

Hvis det skal fortsætte, kræver det, ifølge Nordea, at centralbankerne fortsætter med at holde hånden under markederne, at de flotte væksttal skal følges op med nye, og at situationen med den seneste periodes mange virksomhedshandler skal fortsætte.

Ikke plads til skuffelser

"Vi tror, det kan vare ved over sommeren," siger Henrik Drusebjerg i en skriftlig markedskommentar og uddyber:

"Det afhænger også af, hvordan investorerne allerede er positioneret, og hvad der derfor allerede er indregnet i kurserne på de forskellige aktivtyper. Og her kommer problemet. En masse gode nyheder er efterhånden priset ind. Især på obligationssiden og især virksomhedsobligationer. Vi ser en risiko for øget volatilitet (kursudsving) fra især rentesiden og især fra USA, mens ECB’s handlinger i sidste uge omvendt vil dæmpe presset på renterne i Europa og Danmark."

"Prisfastsættelsen på aktier er efterhånden også kommet pænt derop, så der er ikke plads til skuffelser," siger Henrik Drusebjerg.

Men hvad skal man som investorer gøre, når festen ebber ud?

"Vi ser stadig muligheder i HYB (investeringsvirksomheden New America High Income Fund, red.) EM-obligationer, udvalgte udenlandske obligationer, aktier fra Europa og Japan, Finans- og it-aktier," siger Henrik Drusebjerg.

BRANCHENYT
Læs også