iPhone-detalje kan stoppe smart kundejagt

Når din telefon søger efter trådløst internet, fortæller den, hvor du er.

Du efterlader dig mange fodspor, når du tager din smartphone med ud i det offentlige rum.  Foto: Marcio Jose Sanchez/AP

Når man går rundt med sin smartphone, tænker de færreste sikkert over, at man efterlader sig en del teknologiske fodspor.

Men hvis telefonens wifi er slået til, kan det rent faktisk måles, hvor og hvornår telefonens ejermand bevæger sig rundt.

Fodsporene bliver sat med en såkaldt Media Access Control-adresse, en mac-adresse. Mac-adressen er tilkoblet telefonen, og når telefonen søger efter wifi, bliver mac-adressen oplyst.

Adressen bliver også oplyst, selvom telefonen ikke bliver tilkoblet det trådløse wifi.   

Hvor lang tid handler du?

I blandt andet England arbejder flere virksomheder med at indsamle mac-adresserne til butikscentre og andre, som informationerne kan være til gavn for.

Det skriver Quartz.

Eksempelvis kan butikker finde ud af, hvor lang tid kunderne er i butikken, hvilke områder i butikken de bruger længst tid i, og hvor mange kunder som kommer tilbage til butikken.

Ventetiden i lufthavnen

Herhjemme er det også muligt at bruge mac-adresserne til at skaffe informationer om telefonens ejer.

”Man gør det for eksempel i lufthavnen. Her bruger de den samme teknik til at vise, hvor mange minutter man skal vente i sikkerhedskontrollen,” forklarer Carsten Schürmann, som er professor ved IT-universitet til epn.dk.   

Han er ikke bekendt med, om butikker herhjemme bruger teknikken. Men svaret er klart, når han bliver spurgt om, hvorvidt det er muligt at gøre i Danmark.

”Ja, selvfølgelig er det det. Jeg forventer helt klart, at butikkerne vil benytte sig af det. Hvorfor skulle de ikke det?,” siger han.

Telefonens ejermand

Mac-adressen er unik for telefonen, og man kan derfor bruge den til at identificere den specifikke telefon. Virksomhederne påstår, at man ikke kan identificere telefonens ejermand.

”Det er ikke direkte muligt at identificere ejeren, men det kan nok godt lade sig gøre,” siger Carsten Schürmann.

Han forklarer, at man i princippet godt kan skifte sin mac-adresse, men at det er forholdsvis besværligt. Da mange heller ikke ved, at det er muligt, sker det sjældent, at adresserne bliver skiftet.

Apple træder i bremsen

Fremover vil det formentlig blive sværere at indsamle informationerne om MAC-adresserne. I hvert fald hvis telefonen er en iPhone. Det skriver en programmør på Twitter.

Apples nye styresystem iOS 8 til iPhones bliver lanceret senere på året.

iOS 8 skulle angiveligt fungere sådan, at telefonen udsender forskellige og tilfældige mac-adresser, når telefonen søger efter wifi. Det vil betyde, at informationerne ikke lige så let kan bruges til at spotte den enkelte kundes indkøbsmønster.

BRANCHENYT
Læs også