FN dropper danske varer for 800 mio.

På to år er FN's indkøb i danske virksomheder faldet med 40 pct.

FN's hovedkvarter på Manhattan, New York.  Foto: Lars Rievers/Polfoto

I 2010 solgte danske virksomheder varer og tjenesteydelser til FN for godt 1,9 mia. kr. I 2012 var det faldet med mere end 40 pct. til 1,1 mia. kr. Det endda i en periode, hvor salget af tjenesteydelser steg. Det skriver Dansk Industri.

Faldet skete i en periode, hvor FN's indkøb ellers steg med mere end 5 mia. kr., så det totale indkøb var på mere end 80 mia. kr. 

Det betyder, at Danmark ikke var at finde på top-10 listen over lande, der solgte mest til FN. En liste, Danmark var på i både 2010 og 2011.

"Noget tyder på, at danske virksomheder ikke er helt oppe på tæerne i forhold til at byde ind på de udbud, FN-organisationerne tilbyder. Det er ærgerligt. Ikke kun fordi, virksomhederne går glip af kontrakter, men også fordi salg til FN giver rige muligheder for at komme i kontakt med andre potentielle kunder i udlandet," siger DI's afsætningspolitiske chef, Peter Thagesen, til DI's hjemmeside.

Flere ordrer i fremtiden

Det er varer som medicinsk udstyr, køretøjer og møbler, der ikke sælger så godt som tidligere.

Men faldet skyldes ikke kun virksomhedernes manglende salgsevner, men også at FN bevidst går uden om rige nationer som Danmark og i stedet handler i udviklingslande.

Det skal dog ikke få danske virksomheder til at opgive håbet om en FN-ordre.

"Selvom det anbefales, at vi køber mere ind fra udviklingslandene, er vilkårene de samme for dem som for andre virksomheder. Alene det, at Danmark over de seneste år har været blandt de 10 lande, som leverer mest til FN, viser, at der er opbygget en solid ekspertise hos virksomhederne, som også i de kommende år vil give flere ordrer til Danmark," siger Niels Ramm, der er projektleder i FN-organisationen UNOPS, til DI.

Mens salget af varer dalede, gik de danske virksomheder frem på salget af tjenesteydelser som it, fragt og humanitær bistand. Men ikke nok til at bibeholde det samlede salg til FN.

BRANCHENYT
Læs også