Aktier USA: Små fald med fokus på EBay og Facebook

De amerikanske aktiemarkeder åbner tirsdag med små fald efter at være lukket med stigninger fire dage i træk. EBay falder og Facebook stiger efter at sidstnævnte har sikret sig PayPal-chefen til at drive sin mobilbeskedservice og RadioShack falder efter at elektronikdetailkæden har aflagt et skuffende regnskab for første kvartal.

Dow Jones-indekset falder 0,2 pct. til 16.918 og S&P 500-indekset taber 0,1 pct. til 1949. Det teknologitunge Nasdaq-indeks åbner uændret i 4335.

EBay åbner 1,9 pct. lavere i 48,67 dollar og Facebook stiger 1,4 pct. til 63,76 dollar. Facebook har hyret PayPals chef David Marcus til at lede sin mobilbeskedforretning, idet det sociale netværk søger at drage fordele i det hurtigvoksende marked. Finanshuset Pacific Crests analytiker Chad Bartley vurderer, at Marcus' tilbagetræden stiller spørgsmål ved de langsigtede vækstudsigter for PayPal. Analytikeren påpeger dog, at afgangen sandsynligvis ikke er et tegn på en kortsigtet svaghed eller en ændring i forretningen.

RadioShack dykker 11,0 pct. til 1,37 dollar efter at den amerikanske elektronikkæde har aflagt regnskab for første kvartal, hvor tabet var markant større end ventet og omsætningen skuffede også. Selskabets omsætning faldt i første kvartal til 736,7 mio. dollar fra 848,4 mio. dollar, hvilket var under analytikerprognosen på 769 mio. dollar. Tabet efter skat blev på 98 cent per aktie sammenlignet med analytikernes forventning om et tab på 51 cent per aktie. Selskabet forventer at lukke op til 200 butikker.

Achillion Pharmaceuticals stiger 45,2 pct. til 6,25 dollar og opturen fortsætter efter at Merck mandag aftalte at købe konkurrenten Idenix for 3,85 mia. dollar, hvilket var med en præmie på 238 pct. Finanshuset JMP Securities vurderer, at selskabet kan blive købt for 13 dollar per aktie.

MetLife åbner 0,4 pct. højere i 54,85 dollar efter at USA's største livsforsikringsselskab har annonceret sit første aktietilbagekøbsprogram siden 2008, idet koncernchef Steven Kandarian søger at belønner investorerne. Forsikringsselskabet vil tilbagekøbe for 1 mia. dollar eksisterende aktier.

3D Systems løftes 1,7 pct. til 51 dollar. Den amerikanske producent af 3D-printere hæver omsætningsprognosen og melder om øget indtjening og omsætning i andet halvår. 3D Systems hæver forventningerne til omsætningen i 2014 til 695-735 mio. dollar fra 680-720 mio. dollar sammenlignet med analytikerkonsensus på 706,1 mio. dollar. Indtjeningen lyder på 73-85 cent per aktie og heri er indregnet opkøbet af Robtec.

BRANCHENYT
Læs også