Bank-begejstring for Vestas når ny top

Nordea stikker af fra de øvrige banker med nyt kursmål på vindaktien. Se overblik.

Arkivfoto: Michael Hansen

De seneste måneder har banker fra ind- og udlandet skiftevis banket deres kursmål på Vestas-aktien i vejret, og nu bringer Nordea sig i front med et nyt løft til 340 kr., oplyser banken.

Tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch her

Det er anden gang inden for en kort periode, at Nordea hæver kursmålet. Første gang var det gunstige udsigter på det amerikanske vindmarked, der fik analytikerne til at banke kursmålet i vejret. Denne gang skyldes opturen serviceforretningen, som både vokser hastigt og har en højere lønsomhed end den traditionelle vindmølleforretning.

"Dermed kan en stigende indtægt fra serviceydelser være med til at øge den samlede lønsomhed i Vestas til gamle rekordniveauer. Dette er vigtigt, da aktiekursen allerede indregner betydeligt højere lønsomhed end i dag," skriver analytikerne fra Nordea Markets.

Gennemsnittet over 280 kr.

Derudover viser analyser fra banken, at markedet prissætter virksomheder, der henter en høj andel af deres indtægter fra en stabil serviceforretning, højere end andre.

"Dermed kan vi have en yderst kraftfuld cocktail bestående af øget overskud og udsigt til, at aktiemarkedet vil betale mere for dette overskud i fremtiden," skriver analytikerne i dagens morgenrapport.

Med den pæne opjustering fra Nordea ligger kursgennemsnittet for Vestas-aktien blandt de ti nedenstående banker i tabellen herunder på 285,5 kr., et stykke lavere end de 294 kr., som aktien lukkede i tirsdag.

Midt i Vestas-begejstringen oplyser Ritzau Finans, at Jyske Bank i dag har neddroslet anbefalingen fra "køb" til "reducér". Aktien er steget mere end 80 pct. siden nytår.

BRANCHENYT
Læs også