Stærke salgstal løfter aktien i Hennes & Mauritz

Den svenske modevirksomhed Hennes & Mauritz øgede i maj salget i lokale valutaer og inklusive moms med hele 19 pct. i forhold til samme måned sidste år.

Hennes & Mauritz leverede stærkere salstal end ventet.  Foto: Jens Kalaene, picture-alliance, dpa/AP

Det var en noget stærkere udvikling end ventet. Ifølge et estimat fra SME Direkt havde analytikerne i gennemsnit blot ventet en fremgang på 12,1 pct.

- Salget i maj var positivt påvirket af kalendereffekter på omkring 3-4 pct.point. I juni vil dette være omvendt med en negativ kalendereffekt på 3-4 pct.point, skriver Hennes & Mauritz i en salgsopdatering. I perioden fra 1. marts til 31. maj har selskabet haft en salgsfremgang på 16 pct. i lokale valutaer.

Salget omregnet til svenske kroner var i andet kvartal på 44,2 mia. skr. mod 36,9 mia. skr. i samme periode året før - igen indregnet moms. Ved udgangen af maj havde H&M 3285 butikker mod 2908 butikker på samme tidspunkt året før.

Salgstallene er blevet vel modtaget på aktiemarkedet, hvor aktien, der er noteret i Stockholm, ved 11.30-tiden er steget 1,3 pct. til 295,5 skr. I løbet af morgenen var aktien kortvarigt oppe at runde 298,4 skr.

BRANCHENYT
Læs også