Lego-filmen fanget i giganters slagsmål

Legos "The Lego Movie" er blevet fanget i en konflikt mellem giganterne Amazon og Warner Brothers.

"President Business" er en karakter i Lego-filmen. Foto: Warner Bros. Pictures/AP

Et kontraktslagsmål mellem de to har bevirket, at man ikke kan forudbestille filmen på Amazon. Det skriver Huffington Post og New York Times.

Onlineforhandleren Amazon, verdens største onlinebutik, er ikke bange for at sætte tommelskruerne på, når de forhandler kontrakter med producenter og udbydere af de produkter, der bliver solgt via selskabets hjemmeside.

Det mærkede først forlaget Hachette, der sælger e-bøger, hvis bøger ikke kan forudbestilles og pludselig har markant længere leveringstid end normalt, mens de to selskaber forhandler kontrakter.

Ukendt motiv

Nu mærker Warner Brothers det samtidig med, at de to selskaber forhandler om en ny distributionsaftale.

Warner Brothers stod sammen med Lego bag "The Lego Movie". Den kan nu ikke længere forudbestilles og figurerer ikke på Amazons liste over kommende børnefilm.

Det samme gør sig gældende for andre Warner Brothers film som "300: Rise of an Empire" og "Winter's Tale".

Amazon vil ikke kommentere på "igangværende kontraktforhandlinger".

BRANCHENYT
Læs også