Lovindgreb skal stoppe skattehul

Selvstændige har misbrugt virksomhedsordningen til at skaffe private skattefordele.

Morten Østergaard (R) fremsatte onsdag et lovforslag, der skal stoppe skattesnydere. Foto: Jens Dresling

Regeringen vil sætte en stopper for en række erhvervsdrivende, der udnytter den såkaldte virksomhedordning til at finansiere privatforbrug eller afdrage på privat gæld med midler, der ikke er betalt fuldt skat af.

Formålet med ordningen er blandt andet at sikre, at selvstændige opnår fuld fradragsværdi for erhvervsmæssige renteudgifter. Men flere af de 175.000 selvstændige, der bruger ordningen, har brugt den til privatøkonomiske formål.

Fakta

Se, hvad lovforslaget indeholder og betyder for dig, hvis du er erhvervsdrivende:

Folketinget.dk

Skatteminister Morten Østergaard (R) har i dag, onsdag, fremsat et lovforslag, der skal forhindre selvstændige i at snyde. Et lovforslag, der, hvis det vedtages, gennemsnitligt vil sikre indtægter til statskassen på 500 mio. kr. årligt.

"Nogle erhvervsdrivende bruger virksomhedsordningens gunstige vilkår til at opnå mulighed for at finansiere deres privatforbrug ved lav skat. Det er bestemt ikke hensigten. Og derfor vil regeringen nu med et lovindgreb sætte en stopper for udnyttelsen af ordningen," siger skatteminister Morten Østergaard i en pressemeddelelse.

Rammer kun snydere

Ordningen bruges inden for en lang række af brancher, herunder landmænd, praktiserende læger, tandlæger, revisorer og advokater.

Men lovændringen vil ikke få nogen betydning for de erhvervsdrivende, der bruger ordningen efter hensigten, garanterer skatteministeren.

"Regeringens indgreb er målrettet dem, der udnytter virksomhedsordningen til at skaffe sig privatøkonomiske fordele i strid med ordningens formål. I en tid, hvor vi har brug for at skabe ny vækst og arbejdspladser, er virksomhedsordningen særdeles gavnlig for Danmark. Derfor bakker regeringen fuldt op om ordningen, som også i fremtiden vil sikre selvstændige rimelige vilkår for deres erhvervsaktivitet," siger Morten Østergaard.

Hvis lovforslaget vedtages, vil loven have virkning fra dags dato.

BRANCHENYT
Læs også