Nyhed: Brugte biler går som varmt brød. Nyhed: I 2022 bliver det »endnu dyrere at være dansker« ifølge økonomer. Nyhed: Mange råvarer er på vej ind i en supercyklus. Analyse: Forbrugervagthund kan komme kunderne til undsætning - måske er negative renter ulovlige.

Beskæftigelsen steg med 8.200 personer

Antallet af arbejdstimer steg i første kvartal og viser en reel fremgang på arbejdsmarkedet.

Beskæftigelsen er steget med 3.400 personer inden for bygge og anlæg. Arkivfoto: Thomas Borberg/Polfoto

Beskæftigelsen steg med 8.200 personer i første kvartal i forhold til kvartalet før, viser tal fra Danmarks Statistik. Og der er mere i vente, mener økonomer.

Tallene viser også en stigning i antallet af arbejdede timer på 0,4 pct. i forhold til forrige kvartal. Det er en vigtig indikator, fordi arbejdstiden giver det retvisende billede af situationen på arbejdsmarkedet. Det fortæller nemlig, om ændringen skyldes teknik eller reel bedring.

Fakta
Ændring i 1. kvartal:
  • Antal arbejdstimer: steg 0,4 pct.
  • Antal job: steg 0,4 pct.
  • Antal beskæftigede: steg 0,3 pct.
  • Lønsum: steg 0,8 pct.

En positiv overraskelse

Antallet af arbejdstimer steg med 0,4 pct. og dermed mere end beskæftigelsen, der steg med 0,3 pct.

"Set over det seneste år er beskæftigelsen ikke steget mere end antallet af arbejdede timer, hvilket har været en indikation på, at den underlæggende efterspørgsel efter arbejdskraft ikke har været så stærk, som beskæftigelsestallene har antydet. Dagens taler viser imidlertid at denne tendens i hvert fald for en stund er vendt, og det er godt nyt," siger Danske Banks cheføkonom, Steen Bocian.

Både Danske Bank og Nykredit mener, at dagens tal er den afgørende brik, der viser, at arbejdsmarkedet er i bedring.

"Det må bestemt siges at være en positiv overraskelse. Ikke mindst med tanke på, at den samlede økonomiske vækst nu kun er langsomt på vej op i gear efter knap tre år med nulvækst," siger chefanalytiker Tore Stramer fra Nykredit.

Mere i lønposen

Det er særligt inden for bygge og anlæg, der har været fremgang med 3.400 flere personer i job. Det skyldes dog hovedsageligt oprydningsarbejdet efter orkanerne Bodil og Allan.

I første kvartal har lønvæksten været positivt, og da antallet af arbejdede timer samtidig steg, giver det en stigende lønsum på 0,8 pct.

"Over det seneste år er lønsummen steget med 1,9 pct. - det er betydeligt mere end inflationen. En højere lønsum er en vigtig forklaring på den begyndende bedring, som vi ser i det private forbrug," siger Steen Bocian.

Mens beskæftigelsen inden for sektorgruppen virksomheder og organisationer steg med 8.900 personer, faldt den offentlige beskæftigelse med 700 personer.

20.000 flere i job

Der er ifølge Nykredti mere i vente på arbejdsmarkedet i de kommende kvartaler.

"Med udsigt til at det økonomiske opsving begynder at få bedre fat i år, er det vores forventning, at beskæftigelsen fortsat vil stige. Konkret forventer vi en fremgang i beskæftigelsen på i omegnen af 20.000-25.000 personer i år og et næsten tilsvarende fald i ledigheden," siger Tore Stramer.

Men ikke hele Danmark kommer med.

"Det er fortsat i og omkring de store byer, at fremgangen vil være mest tydelig, og særligt inden for servicebranchen og medicinalindustrien," siger Tore Stramer.

Læs også
Top job