Fitbay får investering på 12 mio. kr. fra amerikansk VC og Creandum

En ny investering på 12 mio .kr. og lancering af app er to store nyheder, der i disse dage bliver fejret hos det danske Fitbay, grundlagt af Christian Wylonis.

Det går stærkt fremad for det danske startup Fitbay.  Foto: Trendsonline.dk

Kapitalindsprøjtningen er sikret gennem det amerikanske VC Steadfast Venture Capital og atter engang Creandum.

Betaversionen af Fitbay blev lanceret midt i marts, og ifølge Christian Wylonis er det gået meget stærkere end forventet, og allerede nu har de flere tusinde brugere.

"Vi har haft en månedlig vækst på over 100 procent," siger Christian Wylonis.

Your body double

Der er andre startups, der har prøvet at få fodfæste med en teknologi, hvor man som forbruger nemmere kan finde frem til, hvilken størrelse man bruger i en skjorte af f.eks. mærket Tiger.

Fitbay er ifølge dem selv de første, der gør det med crowdsourced.

"Da jeg så vores vækstkurve og de vigtigste nøgletal og sammenlignede det med konkurrenterne, viste det, at vi virkelig havde fat i noget rigtigt."

Derfor gik Christian Wylonis meget hurtigt i gang med at lede efter penge til en ny runde finansiering, for der var en mulighed, det handlede om at reagere på hurtigst muligt.

Christian Wylonis tog  til USA. Planen var først en uge på østkysten med New York som udgangspunkt og herefter San Francisco som det primære mål på vestkysten.

"Jeg var kun i New York i tre dage, og herefter giver jeg hånd på en aftale med en fra Steadfast Venture Capital," udtaler Christian og beskriver, hvor hurtigt det gik for dem fra møde til nogle vilkår, de næsten var enige om.

Fashion Tech er nichen i New York

Fordelen ved at vælge New York frem for San Francisco er ikke kun, at tidsforskellen er markant mindre i New York end i San Francisco. Men hvis der er noget, der er hot i NY, så er det mode. Dette fokus findes også inden for iværksættervirksomheder, og derfor er det ifølge Christian Wylonis et rigtig godt match for Fitbay.

Personalized shopping

Fitbay rider med på bølgen inden for personalized shopping, og grundlæggeren tror ikke på det virtuelle prøverum. Han vil give forbrugeren bedre valg gennem data.

Modellen er ikke simpel - hver bruger har en bestemt højde, vægt, størrelse, både i overkroppen, brystet, armlængde, talje, bredde på hofter osv. Dette er ID'en for brugerens krop, og gennem Fitbays teknologi kan du finde en body double, der har præcis samme mål som dig og få anbefalet, hvilket tøj der sidder rigtig godt på dig.

"Vi kommer til at kunne forudsige din størrelse i forskellige brands," siger Christian Wylonis og fortsætter:

"Vi kommer til at ride med på den næste bølge af consumer services, hvor det hele handler om at være personalized, og her handler det ikke om at komme ind på en hjemmeside, hvor man bliver mødt at fem produkter, der ikke matcher din størrelse. Nej, forbrugeren vil have en personlig oplevelse, og her passer Fitbay perfekt ind."

Et studie af Credit Suisse fra januar 2013 viser, at Fitbay har fat i noget af det rigtige. Studiet viser, at 40 pct. af alt tøj købt på internettet bliver returneret af hovedsageligt to årsager. Først og fremmest afviger størrelser bemærkelsesværdigt mellem forskellige tøjmærker og ud over det, bliver der ikke taget hensyn til forskellige kropsformer.

Pinterest for body doubles

Der er nogle oplagte forretningsmodeller, men Christian Wylonis  vil ikke åbne op for posen her endnu. Nu handler det om at mangedoble antallet af brugere og indtage en position som Pinterest for body doubles.

“Vi er meget stolte af at kunne investere i Fitbay for anden gang på 6 måneder. Brugervæksten og aktiviteten på Fitbay har været meget imponerende, og vi ser frem til at følge udviklingen de næste år. Vi investerer, fordi vi er overbeviste om, at Fitbay har samme potentiale som Spotify,” siger Martin Hauge, General Partner hos Creandum.

Vil du vide mere om Fitbay, så kan du høre et podcast med Christian Wylonis her.

Her kan du læse mere om Creandum og deres investeringer:

Spotify-investor skyder penge i dansk vagtplanlægningsværktøj

Creandum rejser den største venturekapitalfond i Norden

Trendsonline.dk i Stockholm # 4 – Martin Hauge, Creandum

Læs også
Top job