Ny shipping-uddannelse på CBS kræver topkarakter

CBS's nye Bachelor-uddannelse, International Shipping &Trade, kan ende med at blive uddannelsen, der kræver det højeste gennemsnit at komme ind på. Søgningen har været rekordhøj, så nu kobles et universitet fra Houston på.

Foto: Mathias Christensen

407 personer har allerede lagt billet ind på de bare ti pladser, der skal fordeles mellem de såkaldte kvote 2 ansøgninger til CBS's nye Bachelor-uddannelse, International Shipping & Trade. Det er i sig selv rekordmange ansøgninger sammenlignet med nogle af de etablerede Bachelors på CBS som for eksempel den populære HA Jur.

Uddannelsen, der er den første af sin art i Danmark, er etableret i et samarbejde med Singapore Management University, således at der starter 25 studerende hvert sted fra 1. september på uddannelsen, der løber over tre år.

Kvote 2, der udgør 40 procent af de 25 studerende i Danmark, er dem, der har føjet erhvervserfaring til deres gennemsnit fra for eksempel studentereksamen. Hertil kommer kvote 1, som udgør resten af klassen, og her tyder meget på, at International Shipping & Trade kan blive en af de uddannelser overhovedet, der kræver det højeste gennemsnit at komme ind på.

Ny maritim kandidatuddannelse på vej fra SDU  

”Det er i alt fald de indikationer, vi har fået,” lyder det fra lektor ved CBS, Martin Jes Iversen, der er ansvarlig for den nye uddannelse.

Førsteprioritet

Af de 407, der indtil videre har søgt ind, har godt 100 sat den nye uddannelse på som deres førsteprioritet, hvilket ifølge Martin Jes Iversen, også viser, at uddannelsen er meget populær, inden den overhovedet er kommet i gang.

”Vi er naturligvis meget glade for den store interesse for en helt ny uddannelse. Det betyder, at vi får talentfulde og topmotiverede studerende ind, hvilket er helt afgørende både for uddannelsen og for den maritime sektor," påpeger han.

CBS lander vigtig aftale i Singapore 

Uddannelsen, der foregår på engelsk, er bygget op på den måde, at to hold på hver 25 starter parallelt i hhv. København og Singapore. Det første år på CBS handler om både at lære almindelige erhvervsøkonomiske discipliner og få en introduktion til shipping-verden. Første halvdel af år 2 kommer de 25 studerende fra Singapore til København og CBS, hvor de skal lære om kompetencerne i den danske maritime sektor. Andet halvår af år 2 tager alle til Singapore. Det sidste år foregår undervisningen for de 25 studerende på CBS i en vekselvirkning mellem skolen og på internships i rederier og andre maritime virksomheder.

Pga. den store søgning til de forholdsvis få pladser er Martin Jes Iversen lige nu i Galveston i Texas for at forhandle et partnerskab med Texas A & M University i Houston. Der ligger allerede en foreløbig aftale, således at man i efteråret kan sige endelig GO til at koble det amerikanske universitet på den eksisterende aftale mellem København og Singapore. Det vil gøre det muligt at fordoble antallet af studiepladser til 50 fra 2015.

Senest den 5. juli skal kvote 1 studerende have indsendt deres ansøgning.

Læs også
Top job