Nu kommer de seje Lego-kvinder

Lego har lanceret en ny og noget anderledes serie.

Lego vil ikke kun lave seje drenge-figurer i fremtiden - nu vil der også komme seje Lego-kvinder til.  Foto: Gregers Tycho

Legetøjskoncernen har tidligere fået kritik for, at der er for mange mandlige figurer, og for to år siden samlede en amerikansk protestgruppe underskrifter ind, fordi gruppen mente, at en ny Lego-serie var sexistisk og stereotypt.

Senest var det et helt almindelig brev fra en helt almindelig bruger, der skabte overskrifter. En syv-årig amerikansk pige havde nemlig skrevet et brev til Lego, hvor hun fortalte, at hun ville have flere kvindelige Lego-figurer, der lavede noget spændende i stedet for blot at sidde stille, ligge på stranden eller shoppe.

Lego afviser at de nye figurer er for kritikerne

Ifølge Legos kommunikationschef, Charlotte Simonsen, er det nu ikke derfor, at de nye figurer med kvindelige forskere bliver sat i produktion.

Lego lægger derimod vægt på, om legetøjet er sikkert og godt at lege med.

Fakta
  • Palæontologers arbejdsfelt er fortidens liv, der undersøges i fossiler og bjergarter.
  • Området omfatter alt fra livets oprindelse og evolution af bakterier, encellede dyr og planter, hvirvelløse dyr, hvirveldyr og landplanter, til hvordan bakterier, dyr og planter har påvirket hinanden og resten af Jorden igennem hele planetens historie.
Kilde: Statens Naturhistoriske Museum

- Og derudover kigger vi selvfølgelig på, om det er et produkt, der kan sælge, når det kommer ud på hylderne, og når vi nu laver denne serie, så er det ikke et svar på kritikken. Men det virker jo som om, der er stor efterspørgsel, og derfor er der jo en god grund til at sætte det på markedet, siger Charlotte Simonsen.

Kvindelig forsker bag kvindelige forskere

Den nye serie består af tre kvindelige forskere - en palæontolog, en astronom og en kemiker. Og det er faktisk en kvindelig forsker og Lego-fan, Ellen Kooijman, der står bag serien.

På hjemmesiden Lego-Ideas kan folk selv foreslå ideer, og hvis der der 10.000 brugere, der bakker op om ideen, så vurderer Lego, om det skal sættes i produktion.

Ellen Kooijman skriver blandt andet, at hun synes, de eksisterende kvindelige minifigurer er ret stereotype. Hun havde lyst til at foreslå en serie med kvinder i interessante job.

Ifølge Charlotte Simonsen er der dog mange kvindelige minifigurer, der har lavet seje ting i tidens løb.

BRANCHENYT
Læs også