Vestas forsøger at knække svære koder

Den store mølleproducent sælger kun sparsomt på tre kæmpemarkeder. Det skal ændres.

Foto: Christian Charisius/AP

Verdens største producent af vindmøller, danske Vestas, har i årevis forgæves jagtet en større bid af møllemarkedet i store nationer som Kina, Indien og Brasilien.

Med en markedsandel på under 5 pct. har indsatsen indtil videre ikke givet pote, men nu forsøger selskabet endnu en gang.

I den forgangne uge meddelte Vestas, at man er parat til at investere 32 mio. euro i nye produktionsfaciliteter i Brasilien.

Dertil kommer, at Vestas i de seneste måneder har hentet nye salgschefer til de tre markeder (Ruben Lazo i Brasilien, Chris Beaufait i Kina og Jorn Hammer i Indien), og det er blot nogle af de tiltag, som skal sikre mere dansk mølleenergi i de folkerige lande.

”For at sikre os en større bid af markedet, har vi hyret de dygtigste folk, vi kunne finde til opgaven,” sagde Vestas’ salgsdirektør Juan Araluce torsdag på selskabets kapitalmarkedsdag, hvor omtrent 50 analytikere var mødt frem for at høre om selskabets planer.

Plads til forbedringer

Juan Araluce gjorde det blandt andet klart, at man er ganske tilfreds med Vestas’ resultater på modne markeder som det europæiske og på de såkaldte nye markeder, hvor man sidder på markedsandele på henholdsvis 20 og 40 pct.

I Kina, Brasilien og Indien er der dog plads til forbedringer, og det kan der ikke tages let på. For netop de markeder tegnede sig i 2013 for mere end 50 pct. af møllebestillingerne i verden.

Særligt Kina er interessant med et marked på 16.000 MW sidste år, men Vestas blev blot noteret for godt 500 MW, hvilket gjorde selskabet til det 11. største på markedet. De ti største procenter var alle kinesiske.

Tålmodighed påkrævet

Man skal i det hele taget forvente, at den nye satsning på de tre kæmpemarkeder kommer til at tage tid.

”Det er en langsigtet strategi, og ikke noget man ser resultatet af i næste kvartal eller kvartalet derefter,” forklarede Vestas’ koncerndirektør Anders Runevad.

Foruden investeringen i Brasilien og i en ny salgsstyrke venter Vestas også at skulle investere yderligere i blandt andet Indien. Til gengæld kan man trække på de produktionsfaciliteter, som man allerede har på plads i Kina, hvor der kan laves vinger, generatorer, møllehuse og styringssystemer.

”Det vil kræve investeringer, men vi regner ikke med, at de er af større karakter,” sagde finansdirektør Marika Frederiksson.

Problemet ikke mindst i Kina er, at en stor del af markedet er lukket for producenter, der ikke stammer fra Kina. Det har allerede længe været en udfordring for Vestas, og det har ikke ændret sig.

Men lavere priser kan være vejen til en større del af det kinesiske marked.

”Vi kunne have solgt mere i Kina, men det handler også om profitabel vækst. Der er ikke noget i vejen med fabrikkerne, folkene eller markedet. Men vi har et bedre produktudbud i dag, og så forventer vi, at markedet vil vokse,” sagde Anders Runevad.

Læs også
Top job