Slagteriansatte siger ja til redningsplan

Et klart flertal af slagteriarbejderne på Bornholm sagde ja tak til ny aftale.

190 slagteriarbejdere kan beholde deres job på Bornholm. Foto: Janus Engel

Slagteriet på Bornholm overlever fem år endnu.

Det står klart, efter at 196 af virksomhedens 200 medarbejdere i dag, onsdag, stemte ja til den aftale, som Danish Crown og NNF forhandlede sig frem til i sidste uge.

En aftale, der i 11. time forhindrede en lukning af slagteriet.

"Vi er lettede og glade, og vi glæder os til at gå en anden fremtid i møde end den, det så ud til, vi skulle gå i møde, for nogle uger siden. Vi er især glade for, at det er et så markant flertal, for det betyder, at vi er fælles om at tro på det," siger Danish Crowns kommunikationsdirektør, Anne Villemoes, til epn.dk.

Lønnedgang ikke vejen frem

Medarbejderne accepterer dermed kravet om at investere 3,5 pct. af deres løn i et medarbejderinvesteringsselskab, hvor pengene går til investeringer i slagteriet. Penge, medarbejderne kun får tilbage, hvis investeringerne giver gevinst.

Til gengæld undgår de at gå otte pct. ned i løn, som siden januar ellers havde været kravet fra Danish Crown.

"Jeg er en super glad og stolt tillidsmand. Vi stod fast på, at lønnedgang ikke er vejen frem. Der var opbakning fra næsten samtlige medarbejdere, og det er med til, at vi har reddet vores arbejdsplads og det bornholmske samfund," sagde tillidsmanden på slagteriet i Rønne, Thomas Hansen, på det efterfølgende pressemøde.

Glæde var der også hos fødevareforbundet, NNF, der har forhandlet aftalen i hus med Dansk Industri.

"Vi har vist, at vi kan levere resultater, som vores medlemmer kan bruge i deres hverdag," sagde formanden for NNF, Ole Wehlast.

Læs også
Top job