Aktierne i Europa: Små stigninger med fokus på franske teleselskaber

De tre store europæiske aktiemarkeder ligger torsdag eftermiddag med små stigninger forud for amerikanske nøgletal for arbejdsmarkedet og detailsalget.

De franske teleselskaber stiger efter rygter om, at Orange kan være interesseret i Bouygues og på børsen i London falder Anglo American efter Morgan Stanley har sænket anbefalingen på aktien til undervægt.

Dax-indekset stiger 0,1 pct. til 9959 og Ftse-indekset løftes 0,2 pct. til 6851. Det franske Cac-indeks ligger 0,3 pct. højere i 4567.

Bouygues stiger 4,4 pct. til 33,42 euro og Iliad løftes 6,4 pct. til 235,10 euro efter at den franske avis Les Echos har skrevet, at Orange, der tidligere gik under navnet France Telecom, overvejer et kontanttilbud på Bouygues selv efter selskabet har meddelt, at fusionsforhandlingerne er strandet. Separat har den franske økonomiminister Montebourg meddelt, at Frankrig vil gøre alt hvad der skal til for at presse på for en fusion mellem landets teleselskaber for at hjælpe med at reducere priskrige og forhindre fyringer.

Anglo American falder 2,4 pct. til 149 pence efter at finanshuset Morgan Stanley har sænket anbefalingen på aktierne i det britiske mineselskab til undervægt fra ligevægt, idet værdiansættelsen er med en præmie, den finansielle risiko er forhøjet som følge af en lavere pris på jernmalm og EBIT-prognosen er for ambitiøs. Morgan Stanley vurderer, at ethvert fald på 10 dollar i prisen på jernmalm reducerer Anglo Americans EPS-indtjening med 0,11 dollar i 2014, hvilket vil stige til 0,26 dollar i 2017.

Syngenta falder 1,5 pct. til 334,30 sfr. efter at finanshuset Citigroup vurderer, at 2014 ser udfordrende ud for den schweiziske producent af sprøjtemidler og frø, idet Kinas importforbud mod amerikansk produceret majs (dried distillers' grains) er negativ for Syngentas Viptera MIR 162, da de amerikanske landmænd kan vælge at bruge det godkendte genmodificerede majs til næste år.

Royal Bank of Scotland falder 0,3 pct. til 339,30 pence efter at finanshuset Investec har sænket anbefalingen på aktierne i den britiske storbank til sælg fra hold efter en optur på 16 pct. over de seneste seks uger. Finanshuset, der fastholder kursmålet på 325 pence, vurderer, at det er tid til at shorte aktien igen og der ses en solid tabsgivende udvikling frem til og med fjerde kvartal. 

Alstom stiger 0,5 pct. til 29,66 euro. Den japanske finansavis Nikkei skriver, at den japanske gigant Hitachi også er med i opkøbskampen om franske Alstoms energienhed. Finansavis Nikkei skriver, at de to japanske selskaber Hitachi og Misubishi Heavy sammen med tyske Siemens arbejder på et opkøbstilbud på energienheden.

Læs også
Top job