Regeringen er klar til kunstigt åndedræt på klippeø

Bornholm er et særtilfælde, da man ikke bare kan tage job i nabokommunen. Derfor hjalp regeringen slagteriet Danish Crown.

Henrik Sass Larsen er 'utrolig stolt' over den aftale, der er blevet lavet for slagteriet i Rønne.  Foto: Jens Dresling/Polfoto

- Det her er et af de tilfælde, hvor man står med ryggen op mod muren og skal finde en løsning.

Det siger erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) om den aftale, som de ansatte på Danish Crown slagteriet i Rønne har sagt ja til.

Aftalen betyder, at de ansatte investerer, hvad der svarer til værdien af fritvalgsordningen, som er 3,5 procent af lønnen, fra i år og frem til 2019.

- Som socialdemokrat er jeg utrolig stolt af den her aftale, siger Henrik Sass Larsen til TV 2 News.

Ingen nabohjælp

Aftalen på Bornholm går ud på, at der laves et medarbejderinvesteringsselskab, som de ansatte skyder penge ind i. Danish Crown skal spare 25 millioner kroner om året på slagteriet for at gøre det rentabelt. Og aftalen løber over fem år.

- Man kan jo ikke bare få job i nabokommunen, hvis man mister sit job på Bornholm. Derfor er vi gået ind med 1,3 millioner kroner årligt til at medfinansiere nye investeringer på slagteriet, siger ministeren.

- Der vil formentlig også fremover være arbejdspladser, der kan gøre brug af den slags medarbejderinvesteringsselskaber. Det laver vi nu lovgivning om. Men medarbejdere og ledelsen skal være med på en sådan aftale, siger Henrik Sass Larsen til TV2 News.

Minister på pengejagt

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) har i forbindelse med folkemødet på Bornholm været ude og besøge to arbejdspladser, Bornholm A/S, der laver fiskekonserves, og andelsmejeriet St. Clemens, der samlet beskæftiger over 150 ansatte.

Han er parat til at finde penge til et eksportfremstød for de 44 virksomheder, der producerer fødevarer på øen.

- Eksporten af gourmet mad er vigtigt for øen. Og her spiller et slagteri på øen også med. For det er muligt for bornholmske virksomheder at klare sig godt, siger han til Ritzau.

BRANCHENYT
Læs også