Kursfald med Tokyo i front uden for Kina

Kursfaldene fortsætter på de asiatiske aktiemarkeder fredag morgen.

 Den eskalerende geopolitiske uro med Irak i spidsen sender oliepriserne mod nye højder og det rammer mange af de asiatiske økonomier hårdt. Torsdagens kursfald på Wall Street er samtidig med til at lægge investorernes planer på hylden i regionen.

- Irak-situationen har potentiale til at blive til noget større, så investorerne er naturligvis bekymrede, siger fondsforvalter Angus Gluskie fra White Funds Management i Sydney til Bloomberg News.

Han peger dog samtidig på, at kursfald sandsynligvis vil være begrænsede.

- De underliggende faktorer, der har drevet markedet højere, har ikke ændret sig fundamentalt. De er stadig rimeligt stærke, lyder det.

Det toneangivende Morgan Stanley Asia-Pacific-indeks med et minus på 0,4 pct. først på eftermiddagen i den centralasiatiske tidszone.

I Tokyo fastholdt Bank of Japan pengepolitikken uændret. Samtidig opjusterede banken vurderingen af udviklingen i de oversøiske økonomier, mens vurderingen af den indenlandske økonomi stadig lyder på en fortsat forbedring i et moderat tempo. Der vurderes at være et signal om tillid til, at Japan kan opfylde målet om 2 pct. inflation uden at implementere yderligere stimulus.

Det toneangivende Nikkei-indeks falder 0,5 pct., hvilket også gælder det bredere Topix-indeks.

De kinesiske markeder står i kontrast til de øvrige asiatiske markeder. Markante stigninger op til offentliggørelsen af landets detailsalg præger markederne, hvor Shanghai Composite stiger hele 0,9 pct. mens CSI 300-indekset skyder i vejret med 1,3 pct.

Hang Seng i Hongkong følger pænt med med en stigning på 0,5 pct.

Blandt de øvrige børser er kursfald over hele linjen. Singapores Straits Times falder 0,1 pct., Sydkoreas Kospi-indeks dropper 1,3 pct., og Taiwans Taiex-indeks falder 0,2 pct.

De amerikanske futures handles med små fald under 0,1 pct. i Asien.

BRANCHENYT
Læs også