Analytiker: Vestas beviste fremdrift

Kapitalmarkedsdagen hos Vestas var ifølge Sydbank uden store armbevægelser.

Aktieanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank. Foto: Carsten Andreasen

- Vi fastholder købsanbefalingen på Vestas efter kapitalmarkedsdagen. Dagens præsentationer underbyggede vores indtryk af, at Vestas på alle vigtige punkter er i væsentlig fremdrift. Derimod var det småt med håndfaste informationer, der gør os klogere på tempoet, skriver aktieanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank i en kommentar.

Analytikeren noterede, at Vestas leverede stærke argumenter for et markant potentiale for at øge salget. Herunder vil selskabet forstærke sit fokus på Kina/Indien/Brasilien.

- Den intensiverede indsats i Kina/Indien/Brasilien med blandt andet ny ledelse vil forbedre fokus og konkurrencedygtighed med nye ordrer til følge i de kommende år - men vi venter ingen revolution, skriver Jacob Pedersen.

Hård kamp forude

Vestas vil endvidere forbedre positionen hos de største vindmølleejere, idet selskabet kun er top 2 leverandør hos fem af de 20 største vindmølleejere.

- Muligheden for at sikre sig en bedre position hos de største kunder er lidt mere luftig. Den lave LPF (Lost Production Factor) og en stadig større erfaring med at håndtere sektorens største kunder er sammen med Vestas globale rækkevidde vægtige argumenter for, at positionen kan forbedres i de næste 2-3 år. Men det bliver en hård kamp at fortrænge rivaler som Siemens og GE, vurderer Jacob Pedersen.

Sammenfattende konkluderer analytikeren, at kapitalmarkedsdagen ikke ændrer nævneværdigt på hans vurdering af, at Vestas på alle de vigtige punkter er i væsentlig fremgang, og at fremdriften kan fortsætte ud over 2014.

- Til gengæld var det småt med håndfaste kommentarer, der gør os klogere på tempoet, tilføjer analytikeren.

BRANCHENYT
Læs også