Strateg: Irak-uro giver øget risikoaversion

Urolighederne i Irak har de seneste dage givet negative dønninger til de internationale finansmarkeder.

En analytiker følger med i markedsudviklingen på New York Stock Exchange. Foto: Richard Drew/AP

Torsdag medvirkede det til fald i USA, lidt lavere renter og en stigning i oliepriserne på til det højeste niveau siden september sidste år.

- En svagere end ventet udvikling i USA's detailsalg hjalp heller ikke på humøret. I positiv retning trækker dog, at Intel efter markedets lukning torsdag aften kom med en opjustering og dermed bekræftede vores formodning om stigende efterspørgsel efter IT-udstyr, skriver seniorstrateg Henrik Drusebjerg fra Nordea i en morgenkommentar.

Det amerikanske Dow Jones-indeks faldt torsdag 0,7 pct. til 16.734,19, mens futures peger på en stort set uændret åbning i indekset i eftermiddag. De asiatiske børser viser fredag en blandet udvikling med stigninger i Kina men fald i Japan.

- Pga. den stigende oliepris tog transport- og forbrugsrelaterede aktier i går et dyk, mens energisektoren blev positivt påvirket. Udviklingen på markederne i dag vil meget afhænge af, hvordan situationen udvikler sig i Irak, siger Henrik Drusebjerg, der tilføjer, at tal fra Kina kl. 7.30 dansk tid for investeringer og industriproduktion også kan få markedsbetydning.

BRANCHENYT
Læs også