Benzinprisen stiger til årets højeste niveau

Det er uroen i Irak, der skaber nervøsitet på oliemarkedet. I weekenden stiger benzinen yderligere.

Prisen for en liter benzin ligger lige nu i årets højeste niveau. Foto: Statoil

Det aktuelle uro i Irak kan nu direkte aflæses på de danske benzinstandere, hvor pumpeprisen for en liter blyfri 95 oktan benzin fredag er nået op i årets højeste pris på 12,27 kr.

Den rekord bliver overgået allerede lørdag, hvor benzinen stiger yderligere 14 øre literen - og igen søndag, hvor der lægges 6 øre mere på, så literprisen når op på 12,47 kr.

Olie handles på, hvad der vil ske i morgen og ikke på, hvad der skete i går.

Peter Rasmussen, fuel-direktør i Statoil

En liter diesel koster fredag 10,56 kr.. Det er dog ikke rekord for i år, idet diesel kostede 10,92 kr. literen ved årets start.

Lørdag stiger diesel med 13 øre literen og søndag med yderligere 7 øre literen.

Prisstigningerne på benzin og diesel skyldes først og fremmest situationen i Irak, hvor den islamistiske Isil-milits torsdag eroberede Iraks største raffinaderi i byen Baiji.

Listepris og pumpepris

Selv om benzin-pumpeprisen fredag er 12,27 kr., kan bilisterne stadig møde andre priser hos nogle selskaber. Pumpeprisen er nemlig 80 øre lavere end den såkaldte listepris, der i dag vil være 13,07 kr.

"Listeprisen er typisk den pris, der gælder for erhvervskunder, som har en rabatordning hos os. Erhvervskunderne får en aftalt rabat, men privatbilisterne vil hos alle vores tanke se prisen på 12,27 kr. Men da nogle selskaber stadig opererer med listepriser som udgangspunkt, vil bilister nogle steder i landet opleve, at der står 13,07 kr. på standeren," forklarer Peter Rasmussen, der er fuel-direktør hos Statoil.

Usikkerhed sender prisen op

Om benzinprisen vil stige yderligere frem mod den forestående sommerferie, afhænger af udviklingen i Irak, fortæller han.

Benzinpriser
  • Den 31. oktober 2012 gik benzinselskaberne med Statoil i spidsen over til at anvende begrebet pumpepriser i stedet for listepriser.
  • Det skete for at skabe mere stabile priser over døgnet. Indtil da var prisen typisk lavere indtil kl. 10. Derefter steg prisen. Det gav kø på tankstationerne om morgenen, mens bilisterne til gengæld groft sagt ikke tankede efter kl. 10.
  • Pumpepriserne blev ved indførelsen sat til 80 lavere end listepriserne.
  • Bilisterne kan dog stadig på lokale tankstationer møde listepriser og priser, der afviger fra de officielle priser.
  • Læs mere om pumpepriser og listepriser hos Statoil.

"Mellemøsten er omdrejningspunktet for olien, og uro og manglende stabilitet smitter med det samme af på olieprisen. Lige nu er benzinprisen på det højeste niveau siden september. Olie handles på, hvad der vil ske i morgen og ikke på, hvad der skete i går," forklarer Peter Rasmussen.

Lige nu er det situationen i Irak, der skaber nervøsitet i oliebranchen.

"Hvis det eskalerer yderligere, vil benzinprisen også stige, men hvis situationen falder mere til ro, vil der måske ikke blive talt om det om tre uger. Så kan Brasilien være ved at vinde fodbold-VM og folk have fokus på noget andet. Det kan få prisen til at falde igen," siger Peter Rasmussen.

Stabile priser

Men samtidig peger han også på, at benzinprisen har ligget stabilt i et års tid.

"Det er faktisk mere, end vi tidligere har været vant til," tilføjer Peter Rasmussen.

Benzin dyrere om sommeren

Samtidig understreger han, at benzinen traditionelt er dyrere hen over sommeren, mens dieselprisen ligger højere om vinteren.

"I vintersæsonen presses dieselprisen op, fordi der også skal leveres fyringsolie. Om sommeren er det benzinen, der ligger højere, fordi sommerhalvåret er den store kørselssæson i USU. Det betyder bl.a., at de europæiske raffinaderier eksporterer benzin til USA," forklarer Peter Rasmussen.

En anden faktor, der kan gøre benzinen lidt dyrere i Danmark, er, at antallet af dieselbiler er faldende. Det skyldes, at bilkøberne først og fremmest køber de små biler, der typisk er med benzinmotor.

"Alt andet lige vil stigende efterspørgsel give højere priser," siger Peter Rasmussen.

BRANCHENYT
Læs også