Analytiker: Konkurser er den største risiko for Kinas økonomi

Udsigten til et stigende antal virksomhedskonkurser udgør den største risiko for den kinesiske økonomi.

Det ser ud til, at der vil komme et stigende antal virksomhedskonkurser i Kina.  Arkivfoto: Eugene Hoshiko/AP

Nedlukning af de "forkerte" virksomheder kan potentielt give kædereaktioner og ryste økonomien, vurderer Amy Zhuang, der er senioranalytiker for Asien hos Nordea Markets.

- Det er en kæmpestor risiko, men det er ikke fordi, Kina er på vej til et crash, for den kinesiske regering har fortsat ret meget magt over økonomien og har rimeligt dybe lommer. Så jeg er stadigvæk komfortabel med hensyn til, at man kan undgå en finanskrise - så længe regeringen ikke laver en fejltagelse og lader den forkerte virksomhed gå ned, siger Amy Zhuang.

Det kan gå hurtigt

Mange virksomheder har forbundne kar, og problemer hos visse virksomheder kan derfor potentielt starte en bølge af konkurser.

- Det kan pludseligt gå hurtigt, og så får du en du en tillidskrise, som udvikler sig til en finanskrise. Men lige nu prøver de at håndtere det på en meget forsigtig måde. Det, som Beijing går efter, er en kontrolleret default, men problemet er, hvis regeringen ikke kender kæderne selskaberne imellem, siger Amy Zhuang.

En oprydning af usunde virksomheder kan ifølge analytikeren være sundt for mentaliteten, men det udgør en trussel, hvis omfanget forstærkes af kædereaktioner og der kommer konkurser på størrelse med amerikanske Lehman Brothers.

- Det er det, jeg er mest bange for. Jeg er ret sikker på, at hvis den amerikanske regering havde vist, hvad konkursen i Lehman Brothers ville få af betydning, så tror jeg heller ikke, at de ville have ladet banken gå ned. Det er den samme risiko for politisk fejltagelse, som regeringen kan lave i Kina, vurderer Amy Zhuang.

Udsigten til et stigende antal konkurser bunder i en massiv overkapacitet i industrien, herunder f.eks. i stålindustrien, hvor det ifølge Nordea-analytikeren anslås, at 30 pct. af produktionskapaciteten henstår ubrugt.

- Hvis du fortsætter produktionen har du stigende produktionsomkostninger pga. lønninger, jordpriser mv., men den store overkapacitet og lageropbygning betyder, at du ikke kan løfte dine salgspriser. Derfor ser du din indtjening begynde at falde, og der er et meget markant skifte til, at forbrugssektoren nu er den mest profitable virksomhedssektor, sagde Amy Zhuang.

BRANCHENYT
Læs også