Aktier middag: C20 trimmer toppen

De danske aktier sætter sig en smule fredag middag og flytter sig dermed yderligere væk fra de seneste rekordniveauer. Fokus er på den ustabile situation i Irak, der truer med at sende olieprisen nordover.

Samlet sætter det toneangivende C20 Cap-indeks sig med 0,5 pct. til indeks 812,32. Indekset nåede sin seneste rekord tirsdag i 821,15.

Efter en periode uden hår i suppen for aktiemarkedet, hvor amerikanske nøgletal og en stimulus-lysten europæisk centralbank kastede kul under kedlerne, er fokus på på Irak, hvor den militante milits ISIL har overtaget store dele af den centrale del af landet.

Torsdag erobrede ISIL, en islamistisk milits, der vil oprette et sunnimuslimsk kalifat i Syrien og Irak, Iraks største raffinaderi og militsen truer samtidig olieforsyningen ud ad landet. Iraks forsvar har været overraskende inkompetente i kampen mod militsen, om end kurdiske styrker fredag giver dem mere kam til deres hår.

Udviklingen, der har taget de fleste på sengen, sendte torsdag prisen på en tønde Brent-olie op med 2,8 pct. og fredag stiger prisen yderligere 0,5 pct. til 113,60 dollar per tønde. Det er den højeste pris for referenceolien nogensinde.

- Udviklingen i Irak vil fortsætte med at være i fokus, da et hop i olieprisen altid har potentialet til at skræmme markedsdeltagerne, siger vicechef for "asset allocation" hos UBS, Mark Andersen, til Bloomberg News.

Selskabsspecifikt er C20 fredag præget af kursmålsjusteringer fra større børshuse.

FLSmidth har fået løftet anbefalingen fra storbanken Goldman Sachs. Goldman Sachs hæver anbefalingen af FLSmidth-aktien til "neutral" fra "sælg", fremgår det af Bloomberg. Kursmålet er fastsat til 310 kr. Det sender FLSmidth op med 0,3 pct. til 305 kr.

Også Coloplast får rosende ord med på vejen fra et internationalt børshus, idet tyske Berenberg løfter kursmålet på aktien til 500 kr. fra tidligere 450. Det fremgår af morgenkommentaren fra Berenberg.

- Coloplast er et exceptionelt selskab med nogle gode vækstmuligheder, bemærker Berenberg, der fortsat anbefaler "hold" af aktien. Coloplast-aktien falder dog 0,5 pct. til 496,50 kr.

Danske Markets hæver efter torsdagens kapitalmarkedsdag hos Vestas kursmålet for vindmølleselskabets aktie til 350 kr. fra tidligere 310 kr. Anbefalingen er uændret "køb". Det fremgår af data fra Bloomberg News. Vestas dykker dog 0,3 pct. til 283 kr.

Morgan Stanley har hævet sit kursmål på aktierne i A.P. Møller - Mærsk til 14.100 kr. fra tidligere 12.200 kr. Anbefalingen lyder på "equal weight". Mærsks B-aktie handles uændret i 14.250 kr.

Blandt de mindre selskaber har TK Development leveret regnskab for første kvartal af 2014/15. Det var langt fra en jubelsang, selskabet

TK Development fastholder forventningerne til hele året om et resultat efter skat i niveauet 40 mio. kr. Forventningerne er dog eksklusive afviklingsaktiviteter, og netop disse aktiviteter er forbundet med stor usikkerhed, anfører selskabet.

- Timing og forløb for udfasning af afviklingsaktiviteterne er forbundet med større usikkerhed. Afviklingsprocessen pågår, og der er risiko for yderligere tab, inden afviklingen er tilendebragt. Resultat før skat af afviklingsaktiviteterne indgår derfor ikke i forventningerne, skriver selskabet i regnskabet.

Aktien falder 4,6 pct. til 10,40 kr.

Fodboldklubben Aab, der i år vandt både det danske mesterskab og pokalen, har besluttet sig for at ride den hest, så hårdt som muligt i forhold til at rejse penge. AaB har besluttet at udnytte hele den ramme for kapitaludvidelse, som bestyrelsen har fået godkendt.

Dermed vil klubben forsøge at rejse 75,5 mio. kr. i ny kapital i en emission med fortegningsret for nuværende aktionærer. Der udbydes i alt 252 mio. nye aktier til 0,30 kr. pr. aktie. AaB har på nuværende tidspunkt, og som tidligere oplyst, opnået tilsagn på 30 mio. kr. fra en gruppe af investorer.

Det koster AaB 8,9 pct. på kursen til 3,8 kr. Aab er steget 142 pct. år til dato grundet sin sportslige succes.

BRANCHENYT
Læs også