Obligationer: Rentefald holdt ved

Den toneangivende 10-årige danske rente dykkede fredag på ryggen af et dårligt nøgletal fra USA og uroen omkring situationen i Irak.

Den danske 10-årige rente faldt med 2 basispoint til 1,39 pct. fredag mens den tyske ækvivalent faldt i samme takt til 1,36 pct.

Renterne var ellers rykket op omkring 1,42 pct. kort før tal for den amerikanske forbrugertillid, udtrykt i forbrugertillidsindekset fra University of Michigan, skuffede gevaldigt.

Markedet havde ventet en stigning til indeks 83 i det foreløbige tal for juni fra 81,9 i maj. Stik mod denne forventning faldt indekset til 81,2 og så vendte renten.

England oplevede modsat resten af Europa rentestigninger fredag, da chefen for den engelske centralbank - Bank of England - Mark Carney, sent torsdag fortalte, at der kan komme en rentestigning hurtigere end markedet umiddelbart venter.

England har holdt renterne lave og gennemført en markant pengepolitisk stimulus siden finanskrisen satte sine dybe spor i den britiske økonomi. På det seneste har fokus dog været på store stigninger i aktivpriserne, specielt inden for ejendomssektoren.

- Der er allerede meget spekulation om den præcise timing for den første rentestigning og argumenter for den beslutning er blevet mere balancerede. Det kan ske hurtigere end markederne for nuværende forventer, sagde Carney i en tale i Londons City.

Det sendte den britiske 10-årige rente op fra 2,73 pct. til 2,79 pct. fredag morgen. Den lukkede i 2,74 pct. Den 2-årige rente steg med 12 basispoint til 0,85 pct.

England sænkede fra december 2007 til marts 2009 fra 5,75 pct. til 0,50 pct., hvor den har ligget siden.

BRANCHENYT
Læs også