Opinion
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Bliver der kø ved udgangen?

Interview: Behov for at stille kritiske spørgsmål til klummeskribenten. Hvad sker der?

Der er folkemøde på Bornholm, jeg er ikke inviteret, men jeg er ikke bitter.

For dem, der ikke ved det, er der tale om et møde mellem politikere, erhvervs- og organisationsfolk. Folket kan klemme sig ind, hvis der er plads mellem tv-kameraerne og helikopteren fra TV 2 News.

På folkemødet får politikere og erhvervsfolk tid og plads til at lufte alle mulige idéer.

Hvis en politiker føler sig lidt glemt, så er Bornholm stedet.

Det samme gør sig gældende, hvis man ejer en virksomhed, der er klar med en »grøn« – ja, nu skriver jeg dims – der kan gøre et eller andet godt for miljøet om nogle år.

Blot mangler der et ukendt antal millioner, og dem vil bankerne ikke låne den pågældende.

Afslag på lån kan dybest set være en fornuftig disposition, men den slags detaljer beskæftiger man sig ikke med på det såkaldte folkemøde.

Der er så højt til loftet, når man er med på Danmarks største luftkastel.

Mens der klappes på egen og andres rygge på Bornholm, er der behov for at se kritisk på aktiesituationen. Og eftersom de fleste journalister er på klippeøen, har jeg traditionen tro valgt at interviewe mig selv.

Du skylder læserne en forklaring. Hvorfor investerer du ikke dine penge? Du har været passiv i flere måneder og er gået glip af en større gevinst?

Der har været nogle tekniske, formelle og juridiske udfordringer i forbindelse med overflytningen fra Saxobank til Nordnet.

Du snakker udenom. Hvad er problemet?

Du får den korte version. Porteføljen i JP Investerer blev oprettet i Jyllands-Postens navn i sin tid.

Siden er vi fusioneret med Politiken – du ved den avis, der mener, regeringen bør gribe ind, hvis der er modvind på cykelstierne i det indre København og tror, at det er Margrethe Vestager, der er gift med prins Henrik.

Det betyder, at der er tale om to selvstændige cvr-numre.

Indtil videre har jeg sendt kopier af mit kørekort og sygesikringsbevis til begge banker, så vidt jeg husker. Det samme har formanden for JP Holding samt hans regnskabschef, men det strander fortsat på såkaldte »juridiske udfordringer«.

Det forstår jeg ikke ret meget af. Men hvad gør du ved det?

Vi gennemgår nøje vores procedurer med henblik på en optimering af processen og gennemfører en intern kulegravning af problematikken. Hver en sten bliver vendt, og når vi er klar med en konklusion, vil vi offentliggøre den.

Det ventes at ske, før pensionskommissionen og den kommission, som skal reformere ejendomsskatten, kommer med udspil, der kan bruges til noget.

Fakta
Sådan har vi gjort
  • JP Investerer begyndte den 11. november 2000.
  • Da investerede vi 10.000 kr. i Danisco, Brøndby, FLS, Nordea og SAS.
  • Siden er der to gangen tilført 10.000 kr., senest i november 2001 – i alt 30.000 kr.
  • Der er indtil nu foretaget 103 handler.
  • Handelsomkostningerne er derfor hele 6.691 kr.
  • Formålet med JP Investerer er at vise, hvor svært det kan være at klare sig i markedet for små investorer. Vi mener, det er lykkedes!
  • Enhver lighed med aktieanalyse er tilfældig og ikke tilsigtet!

Det tør jeg godt love.

Inden du begyndte at overføre dine penge, advarede du om, at aktiemarkedet begyndte at ligne en boble. Siden er markedet steget markant. Det må du da have fortrudt?

Nej. Ingen kan forudsige, hvornår det sker. Da jeg første gang i 2004 og derefter i 2005 skrev, at vi var på vej ind i en boligboble, blev jeg også hånet. Men det lever jeg fint med – nu!

Men hvorfor bliver du ved?

Groft sagt, fordi det ikke kan blive ved. Må jeg komme med et eksempel?

Endelig. Det er den bedste måde at illustrere situationen på.

Tak. I denne uge fik jeg en mail fra en god bekendt, en ældre herre, der har klaret sig ganske godt gennem hele livet og for længst har opgivet at få folkepensionens tillægsbeløb, medicinkort og brilletilskud. Han skrev bl.a. til mig efter at have læst en artikel om faldgruberne på aktiemarkedet:

Min kone, der udelukkende er på jagt efter negativ omtale af aktiemarkedet, kalder dette en slags understregning af, at det ikke kan blive ved med at gå godt. Naturligvis har fruen ret, men hvad skal jeg som lalleglad optimist hævde i dette angreb på min ganske indbringende ageren på markedet. Har på under halvandet år kunnet iagttage et afkast på mere end 2,5 mio. kr.

Jeg skrev dette til ham: (forkortet af red.)

2,5 mio. kr. – det er en slat! Det ser sådan ud: 2.500.000 kr. Men hvad vil du have? 2,6, 2,7 eller taler vi 5 mio.? Hvornår er det godt nok? Tja, det er jo op til dig. Jeg har en udfordring her, for jeg er enig med din kone. De aktiegevinster, vi har set på det seneste, er vilde og ikke baseret på økonomisk vækst, men spekulation.

Aktiemarkedet holdes i høj grad oppe af, at renten er så ekstremt lav, at det ikke kan betale sig at have sine penge stående i kontanter. Så hellere løbe risikoen på aktiemarkedet.

Hvad gjorde han så?

Han solgte for 1,6 mio. kr. – nok mere på grund af konen end på grund af mig.

Det med konen kender jeg godt. Hvorfor er du så optaget af at advare om, at aktierne kan falde?

Du stiller gode spørgsmål.

Du giver gode svar.

Tak, det er, fordi jeg kan huske både it-boblen og finanskrisen. Ikke mindst finanskrisen, som vi blev ramt af, som havde vi fået et elektrisk stød. Jeg husker tydeligt de mange henvendelser fra ældre læsere, der lige skulle have det sidste med, og derfor var tæt på at miste det meste af deres opsparing i både hus og pension.

Hvad skal man da gøre?

Man skal beslutte sig for, hvornår nok er nok. Og jo tættere man er pensionsalderen, desto mere skal man være optaget af at tage de gevinster, der er. For når det går den anden vej, kommer det til at gå stærkt.

Der bliver kø ved udgangen.

Der kan være en del fornuft i at blive delvist på aktiemarkedet, men hvis man vil gardere sig, gælder det om at sprede sine investeringer så meget som muligt. Det vil jeg selv gøre, når pengene engang bliver overført.

Tak, fordi jeg kom.

Selv tak.

BRANCHENYT
Læs også