Det vil kvinder have - Det vil mænd have

Ligeløn og bedre mulighed for barsel står øverst på listen hos de to køn.

Regeringen droppede sidste år et forslag om at øremærke op til tre måneder af barselsorloven til fædrene. Foto: Lars Krabbe

Gallup har spurgt danskerne, hvad de mangler i deres arbejdsliv.

For mændene vedkommende er det mere tid med deres nyfødte, mens kvinderne vil have en tungere lønningspose.

Det skriver Avisen.dk.

1.287 danskere har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen, der er foretaget på vegne af LO.

Rigtige mænd tager barsel

Selvom danske mænd tager mere barsel end nogensinde før, mener næsten hver femte mand, at mænds barselsforhold er det største ligestillingsproblem i samfundet.

"Det er positivt, at så mange mænd peger på barslen. Det viser, at mændene gerne vil, og at debatten om fædres vilkår har givet mere forståelse for, at rigtige mænd tager barsel," siger Lizette Risgaard, der er næstformand i LO til Avisen.dk.

Det fremgår af undersøgelsen, at dobbelt så mange mænd som kvinder ser manglende barsel for mænd som det største ligestillingsproblem.

Det ene giver det andet

Hos kvinderne er det ligeløn, der har størst betydning, sådan svarer seks ud af ti kvinder - det samme mener tre ud af ti mænd.

Hvis man løste den største bekymring hos mændene, ville man ifølge LO samtidig løse en stor del af problemet hos kvinderne.

"I dag forsvarer arbejdsgivere tit lønforskellen med, at det er kvinderne, der tager barsel, børnenes sygedage og så videre. Derfor vil det også hjælpe på ligelønnen, hvis mænd og kvinder tog lige meget barsel," siger Lizette Risgaard til Avisen.dk.

Droppede mærkesag

Regeringen droppede sidste år en politisk mærkesag med øremærket barsel til mænd.

Det fremgik ellers af regeringsgrundlaget, at regeringen ville øremærke op til tre måneder af den betalte barsel til fædrene.

Et af argumenterne for at droppe den øremærkede barsel var, at nogle familier kunne tænkes helt at droppe dele af barslen af økonomiske hensyn, hvis den skulle afholdes af faderen.

BRANCHENYT
Læs også