Kritik: Sager om arbejdsskader er fulde af fejl

Danskerne risikerer at miste store erstatninger, lyder bekymringen.

Du er en traumatiseret flygtning.

Sådan lød begrundelsen fra Arbejdsskadestyrelsen, der gav afslag til en rengøringsassistent, som havde pådraget sig en psykisk arbejdsskade.

Kvinden havde bare aldrig været på flugt fra noget som helst. Det skriver Avisen.dk.

Sagerne om danskere med arbejdsskader er smækfulde af fejl.

Erstatninger går tabt

Sådan lyder flere juristers beskrivelse af den måde, som Arbejdsskadestyrelsen sagsbehandler på.

I dag kan Avisen.dk fortælle om en kræftdød brandmand, hvis pårørende har fået nej til erstatning med begrundelsen, at han havde prostatakræft. Han døde af blærekræft.

De mange fejl betyder ifølge juristerne, der har speciale i arbejdsskadesager, at det langt fra er alle, der får den erstatning, som de har krav på.

"Der er sager, der ikke bliver anerkendt, der burde anerkendes," vurderer Birgitte Filtenborg, der er advokat ved Elmer & Partnere til Avisen.dk.

Bøvl der koster

Og det er ikke bare dyrt for de tilskadekommende. De samfundsmæssige udgifter ved de mange fejl koster, påpeger advokat.

"Den overfladiske sagsbehandling må medføre mange flere klagesager. Det er dyrt for samfundet. Hvis det blev gjort grundigt og rigtigt første gang, ville det spare alle for en masse ressourcer," siger Mads Krøger Pramming, der er advokat ved Kroer & Pramming til Avisen.dk.

Og det er mange penge, der er tale om. Hvis en mand eller kvinde med en middelindkomst bliver førtidspensioneret på grund af en arbejdsskade, har han eller hun ret til en erstatning i millionstørrelsen.

Venter på undersøgelse

Det får nu fagbevægelsen til at kræve, at styrelsen strammer op.

"Det er dybt urimeligt, at mennesker, der kommer til skade, mens de passer deres arbejde, får afgjort deres sager på et fejlagtigt grundlag," siger Lizette Risgaard, der er næstformand i hovedforbundet LO, som repræsenterer knap 900.000 arbejdende medlemmer til Avisen.dk.

Arbejdsskadestyrelsen afviser kritikken over for Avisen.dk, men vil ikke medvirke i et interview.

Myndigheden vil afvente undersøgelsen fra Kammeradvokaten, før den griber ind.

"Hvis vi på baggrund af Kammeradvokatens undersøgelse bør forbedre vores procedurer og kvaliteten af vores sagsbehandling, så sætter vi naturligvis alle sejl ind på dette. Det er vigtigt, at der ikke kan sås tvivl om Arbejdsskadestyrelsens arbejde," skriver vicedirektør Jesper Hartvig Pedersen i et skriftligt svar til Avisen.dk.

BRANCHENYT
Læs også