Økonom: Ingen grund til tudefjæs over benzinprisen

Selv om benzinprisen lige nu befinder sig på årets højeste niveau, har bilisterne ikke grund til at have ondt af sig selv.

Selv om benzinprisen lige nu befinder sig i årets højeste niveau, fylder brændstof mindre i danskernes budgetter, påpeger Tore Stramer. Foto: Ole Lind

Tør øjnene og glæd dig over, at du i dag har en bil, der kører meget længere på literen end den gamle bil.

Lønnen er nemlig gennem årene steget mere end benzinprisen, og sammen med biler, der kører længere på literen, betyder det, at udgifterne til brændstof fylder mindre i budgettet i de danske familier.

Irak-uro får prisen op

Det er den aktuelle uro i Irak, der de seneste dage har fået prisen på en liter benzin til at stige, så pumpeprisen for en liter blyfri 95 oktan søndag var 12,47 kr. Dermed er prisen steget 4,9 pct. i år.

Det er positivt, at danskerne er blevet mere immune over for stigende benzinpriser. Det er jo ikke sjovt at bruge penge på benzin.

Tore Stramer, chefanalytiker hos Nykredit

Lokale forhold kan betyde, at bilister visse steder i landet, kan opleve højere priser. Det skyldes, at nogle selskaber stadig benytter sig af den såkaldte listepris, der er 80 øre højere end pumpeprisen.

Med Statoil i spidsen gik benzinselskaberne 31. oktober 2012 over til at anvende en pumpepris i stedet for en listepris. Formålet var at udligne priserne over døgnet. Indtil da tankede bilisterne nemlig typisk om morgenen, inden prisen blev sat op kl. 10.

Føles det dyrt?

"Det betyder også, at benzinpriserne nu igen nærmer sig rekorden fra sommeren 2012, da en liter blyfri kostede cirka 14 kr. Men det betyder ikke nødvendigvis, at benzin lige nu føles dyr for bilisterne. Tværtimod er danskerne blevet rigere, og deres løn er stigende over tid," lyder det fra Tore Stramer, der er chefanalytiker hos Nykredit.

Han mener, at man bør sammenholde benzinprisen med lønudviklingen, og så bliver den øjeblikkelig benzinpris mere spiselig for bilisterne.

"Tilbage i 1981 lå benzinpriserne med dagens målestok på omkring 20 kr. per liter. Så selv om benzinprisen nu ligger i årets højeste niveau, er den langt fra den historiske rekord, når man også tager højde for det højere lønniveau i dag," forklarer Tore Stramer.

Billigere per kilometer

Han understreger samtidig, at de nye biler er langt mere brændstoføkonomiske end de ældre biler.

"Der findes desværre ikke tal for nyregistrerede personbilers brændstofeffektivitet, der går længere tilbage end til 1997. Men dengang kørte en bil typisk 13,2 km per liter, mens tallet i 2013 var knap 22 km per liter. Det skyldes især, at danskerne de seneste år har købt masser af de små og brændstoføkonomiske biler," fortæller Tore Stramer.

Det betyder også, at det i dag er billigere for bilisterne at køre én kilometer.

"I dag koster det 57 øre at køre en kilometer, mens det i perioden 1997-2007 kostede cirka 80 øre per kilometer," forklarer Tore Stramer.

Tallet dækker kun det rene brændstofforbrug.

Benzinprisen rammer mindre hårdt

"Når man regner det hele sammen - at lønningerne er højere i dag, og bilerne kører længere på literen - er benzinprisen altså ikke rekordhøj, men kun gennemsnitlig.

Det er positivt, at danskerne er blevet mere immune over for stigende benzinpriser. Det er jo ikke sjovt at bruge penge på benzin. Vi vil hellere bruge pengene på andre ting, og det gavner det øvrige forbrug og den økonomiske vækst herhjemme," tilføjer Tore Stramer.

BRANCHENYT
Læs også