Obligationer åbning: Ugen starter med lille rentefald

Ganske som ventet åbnede det danske obligationsmarked med et mindre rentefald fra morgenstunden mandag.

Den stigende geopolitiske uro med en eskalerende situation i Irak i hovedrollen har medført flugt fra risikobehæftede investeringer til rentebærende papirer i de traditionelt sikre lande. Det gav rentefald i USA efter dansk lukketid fredag eftermiddag, og faldet er fortsat på markeder i Tokyo mandag morgen.

Renten på den toneangivende danske statsobligation med udløb i november 2023 ligger ved 8.30-tiden i knap 1,38 pct.. Det er 1 basispoint eller 0,01 pct.point mindre i forhold til lukkeniveauet fredag.

Der er den del nøgletal at tage stilling til i dagens løb. Fra euroregionen kommer endelige tal for forbrugerpriserne klokken 11.

Ved den første opgørelse blev inflationstakten opgjort til 0,5 pct., men siden er der kommet svage forbrugerprisdata fra flere lande.

- Meget tyder derfor på, at inflationstallet for maj vil blive nedjusteret til omkring 0,4 pct. - måske 0,3 pct., skriver Sydbank.

Konsensus er ifølge Bloomberg News dog en inflation på 0,5 pct., som det foreløbige tal viste.

Senere mandag kommer Empire Manufacturing og industriproduktion samt kapacitetsudnyttelse fra USA, hvor også indikationer fra boligmarkedet i form af NAHB-boligindekset lægges frem.

BRANCHENYT
Læs også