Aktier åbning: Aktierne er lidt presset i indledende handel

Det danske C20 Cap-indeks åbner ugens første handel med et fald på 0,34 pct. til 811,59, og indekset følger dermed trenden på de store europæiske fondsbørser.

Det tyske Dax30-indeks åbner med et fald på 0,3 pct.  Auriga opleve lidt fremgang efter fredagens voldsomme optur. Vestas taber 1,5 pct. efter en sænket anbefaling.

Vestas sænkes til undervægt fra ligevægt hos det britiske finanshus Barclays. Det skriver Bloomberg News. Vestas falder 1,5 pct. til 282,6 kr. Vindmølleselskabet var i fokus i forbindelse med kapitalmarkedsdagene i Århus.

William Demant falder 0,16 pct. til 490,9 kr., imens GN Store Nord stiger 0,2 pct. til 147,3 kr. Den schweiziske konkurrent Sonova har aftalt at opkøbe svensk Comfort Audio, som har 93 ansatte. I 2013 omsatte Comfort Audio for 143 mio. skr. ifølge Bloomberg News. Comfort Audio producerer og distribuerer høreapparater.

Jyske Bank stiger 0,5 pct. til krus 311,5 kr. Jyske Bank laver nedskæringer grundet lavere aktivitetsniveau, vigende udlånsvolumen og sammenlægninger. Der nedlægges 177 fuldtidsstillinger i koncernen.

 - Flere stillinger nedlægges med øjeblikkelig virkning og medfører desværre afskedigelse af 92 medarbejdere. De resterende reduktioner finder sted i forbindelse med planlagte pensioneringer, interne rokeringer mv. over det kommende år ifølge Jyske Bank.

Auriga-aktien stiger med 2,8 pct. til kurs 296,5 kr. efter fredagens stigning på 17,7 pct. Auriga skrev sent fredag eftermiddag, at det har iværksat undersøgelser om strategiske muligheder, og at bestyrelsen er i tæt dialog herom med selskabets hovedaktionær Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF). Det skaber spekulationer om et muligt frasalg eller salg af hele butikken.

BRANCHENYT
Læs også