Økonom: Fyringsrunde i Jyske Bank helt efter bogen

Bankbranchen er presset. Derfor kommer Jyske Bank-fyringer ikke som chok, mener økonom.

Jyske Bank har med øjeblikkelig virkning afskedige 92 ansatte. Samlet skal staben reduceres med omtrent 10 pct. Foto: Simon Fals

10 pct. af medarbejderstaben skal over den kommende tid skæres bort i  Jyske Bank.

Det meddelte finansinstitutionen mandag morgen.

Helt efter bogen

92 ansatte har med øjeblikkelig virkning fået besked på, at de ikke længere har et job i Jyske Bank. Resten af en foreløbig nedskæring af staben på 177 fuldtidsstillinger kan klares ved naturlig afgang over det kommende år.

"Selvom reduktioner altid kommer som et chok, så er det helt efter bogen," siger investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen til epn.dk.

På længere sigt er det målet, at man skal ned på et medarbejdertal på 4.000 ansatte, og det arbejde går altså i gang fra i dag.

Mere fra samme skuffe

Ifølge Per Hansen er det helt nødvendigt for bankerne at have fokus på omkostningerne, fordi det groft sagt er sjovere at være låntager end långiver i disse år.

"Der vil komme en hel del mere af samme skuffe. Det er en sektorting, at man er nødt til at fokusere på at sænke omkostningerne på grund af den lave låneefterspørgsel og de lave renter, som presser indtjeningen," siger Per Hansen.

Banken begrunder netop sparerunden med lavere aktivitet og faldende udlånsvolumen.

Samtidig er det på grund af opståede synergieffekter muligt at skære ned på flere poster efter, at man er færdig med it-konverteringen af tilkøbte Spar Lolland og efter sammenlægningen med realkreditinstituttet BRFkredit.

Jyske Bank leverede i første kvartal et skuffende resultat på 418 mio. kr. før skat. Kort efter offentliggørelsen af det resultat meddelte banken dog, at man kunne ane et rekordoverskud for første halvår på 3 mia. kr. før skat.

Lav forretning

Det skyldes dog i høj grad overtagelsen af BRFkredit, der kaster et regnskabsmæssigt plus af sig. Det er dog mest af alt af teknisk karakter.

Noget kunne tyde på, at det især er medarbejderne i BRFkredit, der har grund til bekymring, når der skal sættes navn på nedskæringerne.

"BRFkredit har i lang tid kørt på to af selskabets fire cylindre, hvilket en gennemsnitlig egenkapitalforrentning på 0,9 pct. de seneste 15 år vidner om. Når man skal finde de nødvendige nedskæringer, så vil det være naturligt at kigge den vej," siger Per Hansen.

Han venter dog, at en stor del af målet om en medarbejderstab på 4.000 kan nås ved naturlig afgang over de kommende år.

BRANCHENYT
Læs også