Marianne Bedsted fra Musikhuset Aarhus skal stå i spidsen for Salling

Marianne Bedsted er ny direktør for stormagasinet Salling, ejet af Dansk Supermarked.

Marianne Bedsted (th) ses her i selskab med bl.a. Karin Salling og adm. dir. for Dansk Supermarked, Per Bank. Foto: Jan Dagø

47-årige Marianne Bedsted kommer fra en stilling som direktør for Musikhuset Aarhus, en stilling hun har beklædt de seneste fem år.

Hun overtager direktørjobbet i Salling pr. 1. oktober og får ansvaret for i alt 1.370 medarbejdere.

Adm. direktør for Dansk Supermarked, Per Bank, er ikke i tvivl om, at man har fundet den rette kvinde.

"Marianne kommer med et smittende drive og passion for ledelse, forretning og god service. Hun har en skarp tilgang til forretning og har ved flere lejligheder bevist, at hun kan skabe resultater i både politisk ledede organisationer og i store koncerner," siger han.

Blå bog: Marianne Bedsted

CV

47 år, født og opvokset i Skive. Gift med Claus Hovge Andersen. Har to børn på 12 og 15 år. Bor i Højbjerg ved Århus

Erhvervserfaring

  • Marts 2009 - 2014: Direktør, Musikhuset Aarhus
  • 2006 - 2009: Direktør, Scandic hotellerne i Århus
  • 2005- 2006: HR Direktør, Scandic og Hilton Danmark
  • 1997 - 2005: Direktør, Scandic Bygholm Park i Horsens
  • 1992 - 1997: Direktør, Torvehallerne i Vejle
  • 1989 – 1992: Bosat i London, forskellige lederstillinger i hotelbranchen

Tillidsposter

  • Bestyrelsesmedlem i Erhverv Aarhus
  • Bestyrelsesmedlem i DKK (Danske Kultur- og Koncerthuse)
  • Bestyrelsesmedlem i Kystvejens Hotel- og Konferencecenter
  • Medlem af Nordea Århus´ bankråd

Han fremhæver bl.a., at Marianne Bedsted gennem sin tid i Musikhuset har forvandlet underskud til gentagne overskud. Sidste år det største i Musikhusets historie.

Fra skrå brædder til rulletrapper

Ifølge den ny direktør, var hun ikke på udkig efter et andet job, da hun blev kontaktet om det ny job i Salling. Et job der indebærer, at hun ikke blot skal stå i spidsen for stormagasinerne i Aarhus og Aalborg, men også får ansvaret for franchisesamarbejdet med to amerikanske brands, kaffekæden Starbucks og burgerrestauranterne Carl's Jr., der findes i Bilka-varehuse.

Selv om der tilsyneladende er langt fra chopin-koncerter, standup- og teaterforestillinger i Musikhuset Aarhus til tilbudsøer, julekataloger og bistromenuer i Salling, så er skridtet ikke stort endda, mener Marianne Bedsted.

"Jeg kommer jo fra en markant kulturinstitution, og nu rejser jeg til en virksomhed, der selv gennem mere end 100 år har været bannerfører for en stærk og driftig kultur. Ud over kultur og historie så ser jeg også masser af potentiale og udviklingsmuligheder, som jeg glæder mig til at give mig i kast med," forklarer hun.

Service-gen

Inden hun fik direktørjobbet i Musikhuset i 2009, har hun gjort karriere inden for hotelbranchen, hvor hun har haft direktørstillinger gennem 20 år. De erfaringer vil hun også trække på, når hun tager den første tur op ad rulletrappen som direktør i Salling.

"Man kan drage mange paralleller mellem hotelbranchen og detailhandel. Jeg har brugt hele mit liv på at arbejde med service, ledelse og mennesker, og den erfaring vil komme mig til gode i mit nye job."

Marianne Bedsted skal udfylde det hul, der blev skabt i marts i år, da Sallings daværende direktør, Henrik Libak, fratrådte. Libak stod i spidsen en modernisering af stormagasinet. Man har indført en ny strategi, Starbucks er blevet en del af forretningerne og varehusene er blevet ombygget.

Dansk Supermarkeds logistikdirektør Nicolai Gradman har i mellemtiden haft ansvaret for stormagasinerne.

BRANCHENYT
Læs også