Voldsom handel op til kryptisk besked fra Auriga

En meddelelse skabte et atypisk handelsmønster.

Handelsmønstrene i Auriga-aktien var meget anderledes i dagene op til fredagens besked om, at man "undersøger sine strategiske muligheder", end i resten af året. Ifølge investeringsøkonom hos Nordnet Per Hansen behøver det dog ikke betyde, at der er foregået noget suspekt.

Sent fredag udsendte Auriga en meddelelse om, at man "undersøger sine strategiske muligheder". Det sendte aktien op med markante 17,7 pct. til 290 kr. under stor handel, da en sådan meddelelse indikerer, at et købstilbud kan være på vej. I dagene før meddelelsen var der dog allerede stor aktivitet i aktien.

Den gennemsnitlige daglige handel med Auriga-aktier var onsdag og torsdag, målt på volumen, 383 pct. større end i resten af 2014.

Markant stigning

- Man kan altid stille sig selv spørgsmålet, om der er nogen, der ved mere, end godt er, før den brede offentlighed ved alt det, den bør vide, siger Per Hansen til Ritzau Finans.

Målt på volumen, antallet af handlede aktier, blev der ifølge data fra handelsplatformen Online Trader gennemsnitligt handlet 48.599 aktier om dagen i perioden 1. januar til 6. juni. I de tre dage op til meddelelsen, tirsdag, onsdag og torsdag, eksploderede det tal til gennemsnitligt 183.955 aktier. Det svarer til en stigning i volumen på 279 pct.

Kigger man kun på onsdag og torsdag steg den gennemsnitlige volumen til 234.537 aktier, 383 pct. højere end gennemsnittet i perioden 1. januar til og med 6. juni.

Skeler man til omsætningen, værdien af handlede aktier, var stigningen ligeledes markant. Gennemsnitligt blev der handlet for 9,4 mio. kr. Auriga-aktier om dagen fra 1. januar til 6. juni. Tirsdag, onsdag og torsdag op til meddelelsen blev der handlet for gennemsnitligt 44,7 mio. kr., en stigning på 375 pct. i forhold til resten af årets gennemsnit.

Isoleret set på handlen onsdag og torsdag blev der gennemsnitlige handlet for 57,3 mio. kr. aktier, en stigning fra resten af årets gennemsnit på 510 pct.

Mange mulige forklaringer

Der kan dog være flere forskellige forklaringer på, hvorfor handlen op til fredag var langt højere end normalt.

- I en aktie som Auriga kan der nemt være sket det, at en enkelt handel har trukket volumen op. Det kan der være mange gode og fornuftige grunde til. Det kan være sig en pensionskasse eller en anden større aktør, der har eksekveret en stor handel, siger Per Hansen.

Kigger man på antallet af daglige handler var gennemsnittet for 2014 frem til 6. juni på 282, mens gennemsnittet onsdag og torsdag lå på 391 handler. Onsdag blev der gennemført 381 handler og torsdag 402 handler.

Samtidig kan Aurigas natur som selskab godt forklare, hvorfor volumen svinger.

- Aurigas forretning, sprøjtegifte, er jo ikke det, der trækker de største overskrifter, og der er ikke meget hype omkring deres forretning. Så når der sker noget, der springer i øjnene, så kan det bevæge aktiekursen, siger Per Hansen og fortsætter:

- Det er samtidig ikke så sjældent, at der forud for sådan noget kommer gang i rygtemøllen uden at der egentlig er nogen, der har fået noget at vide. Og når der så kommer øget aktivitet, kan det i sig selv få aktiviteten til at stige, fordi folk spekulerer i, om der skal til at ske noget.

Det kan understøttes af, at Økonomisk Ugebrev i weekend før meddelelsen skrev, at halvårsregnskabet fra Auriga kan byde på en opjusteringen i ugebrevets perspektiv.

- Der skal ikke hverken noget strafbart eller uetisk til, før én handelsinteresse kan skabe 6-8-10 handelsinteresser, fordi folk tænker, at der ikke går røg af brand uden der er ild i den, siger Per Hansen.

BRANCHENYT
Læs også