Tillidsmand: Spareplan i Jyske Bank rammer kunderne

Nedskæringer i Jyske Bank vil ramme kunderne i banken, siger tillidsmand.

Fyringsrunden i Jyske Bank kan komme til at betyde ringere service i Jyske Bank, mener fællestillidsmand. Foto: Jacob Ehrbahn

Der skal være markant færre ansatte i landets tredjestørste bank, Jyske Bank.

Mandag morgen meddelte ledelsen, at man vil skære knap 450 fuldtidsstillinger bort i de kommende år.

Det svarer til omtrent 10 pct., og det bliver medarbejderne og kunderne, der kommer til at betale prisen.

"Vi kan ikke levere den service, som vi gør i dag, med 10 pct. færre medarbejdere. Det kan ikke lade sig gøre," siger bankens fællestillidsmand Haggai Kunisch til epn.dk.

Chok og skuffelse

Målet med spareplanen er at styrke bankens indtjening, der er under pres af lave renter og danskernes svage lånelyst.

Mens aktionærerne og ratingbureauerne måske har grund til at kippe med flagene over ledelsens beslutning, så bør det altså se anderledes ud hos kunderne, mener tillidsmanden.

Vi er i en situation, hvor vi må diskutere, hvor meget et pengeinstitut skal tjene. Hvornår er nok nok? Hvor mange milliarder skal vi tjene om året?

Haggai Kunisch, fællestillidsmand, Jyske Bank

"Jyske Bank vil gerne være en rådgivningsbank, og den rådgivning, vi kan tilbyde, bliver leveret af mennesker. Enten kommer det til at tage længere tid at få en sag igennem, eller også får du ikke samme kvalitet," siger Haggai Kunisch, der mandag formiddag gik rundt blandt kolleger, der var "chokerede, triste og meget, meget skuffede."

Hvor meget skal en bank tjene?

Jyske Bank leverede et overskud på 418 mio. kr. før skat i første kvartal, hvilket var ringere, end markedet havde forventet.

Men fællestillidsmanden undrer sig alligevel over, at det er nødvendigt for ordførende direktør Anders Dam og den øvrige bankledelse at skrue på indtjeningsmotoren.

"Vi er i en situation, hvor vi må diskutere, hvor meget et pengeinstitut skal tjene. Hvornår er nok nok? Hvor mange milliarder skal vi tjene om året?," lyder det fra Haggai Kunisch.

Regnearkene bestemmer

Han har op til mandagens offentliggørelse af spareplanens omfang forhandlet med ledelsen om en blødere model, men der var ikke meget at hente.

"Vi kunne desværre ikke forhandle antallet af afskedigelser ned, men vi har fået gode aftrædelsesaftaler på plads, det må jeg også anerkende. Det giver den enkelte muligheder for at komme videre," siger Haggai Kunisch.

Regnearket bestemmer

For ikke mange måneder siden slog banken sig sammen med realkreditinstituttet BRFkredit, men det, der lignede et markant væksttræk, har nu i første omgang udviklet sig til en spareplan, der betyder, at organisationen skal trimmes, dobbeltbesatte poster skæres bort, og synergier for forventeligt 600 mio. kr. udnyttes.

"Jyske Bank-ansatte er også aktionærer i banken, og jeg tror, at de er mere interesseret i at have en arbejdsplads, men det er ikke det, der tæller for ledelsen. Det er hård økonomi, og hvad står der i regnearkene," siger tillidsmanden.

Foruden afskedigelserne skal flere afdelinger sammenlægges, og det er sker blandt andet på Falster, hvor banken har overtaget Spar Lolland. Her er de berørte medarbejdere særligt hårdt ramt, fordi det er en del af Danmark, hvor arbejdspladserne i forvejen er små.

Ærgerligt

Også i  fagorganisationen Finansforbundet, hvor ansatte i landets finanssektor er organiseret, ærgrer man sig over udviklingen.

"Det er ærgerligt, at man skrider til afskedigelser så hurtigt efter fusionen med BRF, hvor man betonede, at vækst og udvikling af forretningen var på dagsordenen og uforståeligt, at man vil skære hver tiende stilling væk," siger Finansforbundets formand Kent Petersen.

BRANCHENYT
Læs også