Obligationer: Uroen forplantede sig til rentefald

Investorerne sendte de danske renter sydover mandag.

Den stigende geopolitiske uro med en eskalerende situation i Irak i hovedrollen førte til flugt fra risikobehæftede investeringer til rentebærende papirer i de traditionelt sikre lande.

Renten på den toneangivende danske statsobligation med udløb i november 2023 endte mandag cirka 1,38 pct. Det er 1 basispoint mindre i forhold til lukkeniveauet fredag.

En opgørelse fra EU's statistiske kontor Eurostat bekræftede mandag formiddag, at inflationen i valutaområdet er for aftagende. Inflationen målt på forbrugerpriserne aftog i maj til 0,5 pct. fra 0,7 pct. i april målt på årsbasis.

Udviklingen bekræfter dermed de foreløbige tal, der tidligere er blevet offentliggjort. Konsensus var ifølge en rundspørge foretaget af Bloomberg News, at det endelige tal ville vise en inflation på 0,5 pct.

Inflationstallene har særligt stor bevågenhed i øjeblikket, da de ligger til grund for centralbankernes rentebeslutninger. Tirsdag offentliggøres tal for forbrugerpriserne i Storbritannien, og i lyset af centralbankchef Mark Carneys bemærkninger i sidste uge, om, at en britisk renteforhøjelse er rykket nærmere, vil de få særligt stor opmærksomhed.

Et par positive nøgletal fra USA mandag eftermiddag formåede ikke at ændre på den generelt urolige stemning, der bredte sig på aktie- og rentemarkederne. Erhvervstillidsindekset Empire Manufacturing steg en anelse til 19,3, hvor der var ventet et fald, og industriproduktionen steg mere end ventet.

BRANCHENYT
Læs også