Centralbanker køber aktier i stedet for obligationer

Centralbankerne rundtomkring i verden er skiftet over til at investere i aktier.

Centralbanker rundt omkring i verden køber hellere aktier i stedet for obligationer.  Foto: Astrid Dalum

Det skriver den britiske finansavis Financial Times, der henviser til en undersøgelse af 400 offentlige institutioner, der har 29.100 mia. dollar svarende til godt 160.000 mia. kr. i investeringer herunder guld.

En rapport udfærdiget af Official Monetary and Financial Institutions Forum (Omfif), der er en centralbankforsknings- og rådgivningsinstitution, viser, at en klynge af centralbanker er blevet en vigtig aktør på verdens aktiemarkeder, og institutionen advarer mod, at tendensen potentielt kan bidrage med at overophede aktiepriserne.

Renten har gjort ondt

Centralbankerne er traditionelt konservative og hemmelighedsfulde i deres investeringer, men Omfifs undersøgelse påpeger ifølge Financial Times, at deres fokus på aktiemarkederne er et resultat af mistede indtægter efter et fald i renterne efter finanskrisen.

Omfif pointerer, at globale offentlige institutioner herunder centralbanker, offentlige pensionskasser og statsfonde i de seneste år har øget beholdningen af børsnoterede værdipapirer med mindst 1.000 mia. dollar.

Danmarks Nationalbank har tidligere haft aktier i f.eks. SAS, men de 1,4 pct. af luftfartsselskabet blev solgt i 2013. Yderligere betød salget af Nets til Bain Capital og ATP også, at Nationalbanken fik en regnskabsmæssig kursgevinst på 1,3 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også