Argentina står over for ny statsbankerot

Argentina befinder sig atter på kanten af statsfallit, efter at den amerikanske højesteret har opretholdt en dom, der tvinger den argentinske stat til at betale milliarder af dollar til nogle af sine kreditorer.

En kvinde går forbi en væg i den argentinske hovedstad Buenos Aires med påskriften: "Lad kapitalisterne betale for krisen". Ifølge Financial Times skal der i hvert fald snart gøres noget, idet landet atter er på kanten af statsbankerot.  Foto: Natacha Pisarenko/AP

Det skriver Financial Times.

USA's højesteret afsagde mandag en kendelse, der afviste Argentinas anke om, at tidligere domme afsagt af lavere instanser i USA's system, havde fejlfortolket Argentinas obligations-forpligtelser og overtrådt landets suverænitet. Dermed vandt Argentinas kreditorer, der ledes af direktøren for hedgefonden NML Capital, milliardæren Paul Singer.

Med dommen tvinges Argentina til at betale gruppen af kreditorer, der tæller NML Capital, før andre obligationsejere kan betales. Deres næste betaling skal falde d. 30 juni. Efter nyheden faldt Argentinske aktier med 6 pct., mens forsikringer mod en statsbankerot gennem såkaldte "credit default swaps" steg med 396 basispoint.

Mister lysten

Dommen ventes af eksperter at kunne få betydning ud over Argentinas grænser for andre lande, der kommer i krise i fremtiden.

- Dommen kan have en markant effekt, når et land kommer i problemer. Hvis visse grupper af kreditorer bliver betalt tilbage fuldt ud og med renter, så mindsker der investorernes lyst til at deltage i fremtidige restruktureringer af gælden, udtaler Brett Diment, chef for vækstmarkeder i Aberdeen Asset Management.

Svært ved at betale

I tidligere ombæringer af retssagen i USA har Argentinas advokater argumenteret for, at landet ville få svært ved at betale sin gæld, hvis kendelsen gik imod dem.

Sidste gang Argentina måtte kaste håndklædet i ringen og erklære sig ude af stand til at betale sin gæld, var i 2002, hvor landets fallit ramte obligationer for næsten 100 mia. dollar.

BRANCHENYT
Læs også