Barsk kritik af USA

Middagsanalyse: Den langsigtede vækst i verdens største økonomi bliver markant lavere end hidtil forventet, og det kan ikke undgå at få negative konsekvenser for verdensøkonomien.

At IMF lægger vægt bag sine barske betragtninger for USA's økonomiske fremtid, understreges af, at Christine Lagarde valgte selv at præsentere konklusionerne i stedet for at overlade opgaven til embedsmænd nede i IMF-hierarkiet. Foto: Pablo Martinez Monsivais/AP.

Intet lyder så usexet som en ”Artikel IV-konsultation”, men når afsenderen er Den Internationale Valutafond (IMF), forholder det sig anderledes.

Siden Christine Lagarde satte sig for bordenden som adm. dir., er IMF blevet stedse mere markant i sine analyser og udtalelser, og der kommer for alvor til udtryk i den Artikel IV-konsultation, som IMF netop har præsenteret på USA – verdens største økonomi.

Fakta

Middagsanalyse

Vi bringer alle hverdage en frisk analyse om et aktuelt emne.

IMF retter fokus på fem områder, der såvel skal styrke det økonomiske opsving i USA som forbedre de langsigtede økonomiske perspektiver.

Det skal ske ved at styrke produktivitet, få flere ud på arbejdsmarkedet, konfrontere fattigdom, fortsætte arbejdet på at nedbringe den offentlige gæld, lægge en troværdig plan for ophøret af nul-rente politikken samt skabe et mere stabilt finansielt system.

»For at nå disse mål og styrke landets økonomiske fremtid skal USA føre en mere proaktiv arbejdsmarkedspolitik, der mindsker langtidsledigheden og får flere ud på arbejdsmarkedet; Mindstelønnen skal hæves samtidig med, at med at lønmodtagerfradraget for lav- og mellemindkomster forbedres; infrastrukturinvesteringerne skal styrkes; skattestrukturen skal moderniseres og provenuet hæves; der skal ske en fundamental reform af de sociale ydelser; og så skal væksten i sundhedsudgifterne bringes ned.«

Sådan lyder anbefalingerne fra IMF, og det hører til sjældenhederne, at nogen international organisation – oven i købet med hovedsæde i Washington DC – vover at tage livtag med det politiske establishment i verdens største økonomi.

Baggrunden er imidlertid barsk; ikke kun for amerikanerne, men for den ganske verden, fordi USA svarer for en fjerdedel af verdensøkonomien.

Dramatisk brud med opfattelse af USA' styrke

IMF benytter således sin Artikel IV-konsultation til at sænke forventningerne til den økonomiske vækst i USA i år til blot 2,0 pct. fra de 2,8 pct., som Valutafonden forventede så sent som i april.

USA har været igennem en usædvanlig hård vinter, der i 1. kvartal betød et fald i den økonomiske aktivitet på 1,0 pct. Og det fald vil amerikansk økonomi ikke være i stand til at neutralisere i den resterende del af året.

Langt mere problematisk er det, at USA i en lang årrække frem ikke kan forvente vækstrater på mere end »omkring 2,0 pct.« som følge af en voksende ældrebefolkning samt en for svag produktivitetsudvikling.

Siden afslutningen på Anden Verdenskrig har USA i gennemsnit haft en økonomisk vækst på 3 pct. om året, og derfor markerer IMFs vurdering et dramatisk brud på den hidtidige opfattelse af USA's fundamentale økonomiske styrke.

At IMF lægger vægt bag sine barske betragtninger for USA's økonomiske fremtid, understreges af, at Christine Lagarde valgte selv at præsentere konklusionerne i stedet for at overlade opgaven til embedsmænd nede i IMF-hierarkiet.

Hvor ledende amerikanske politikere tidligere gik skarpt i rette med en sådan kritik af USA, er IMFs konklusioner denne gang blev mødt med en tankevækkende tavshed.

Kan hænde, at budskaberne fra Christine Lagarde og hendes stab i al væsentligt er de samme, som USA's beslutningstagere får af deres egne eksperter i Det Hvide Hus og Kongressen?

Indskrænkelse af manøvremulighederne

USA har en offentlig bruttogæld på 96.626.952.265.545 kroner eller for nemheds skyld 96,6 billioner kroner. Det svarer i runde tal til alt, hvad Danmark og danskerne producerer og økonomisk præsterer (bruttonationalproduktet) i næsten 55 år.

Offentlig bruttogæld sættes ofte i forhold til bruttonationalproduktet (BNP), og her udgør USA's offentlige bruttogæld 104,5 pct. Og dette tal er særligt interessant i forhold til den økonomiske vækst.

Hvis den offentlige bruttogæld i dollars kan holdes i ro, vil en økonomisk vækst på 3,0 pct. år efter år bidrage til en forholdsvis hurtig nedbringelse af gælden set i forhold til BNP. Med en langsigtet vækst på 2,0 pct. vil gældsnedbringelsen ikke ske nær så hurtigt, og alt andet lige vil det indskrænke de økonomisk-politiske manøvremuligheder.

En af de største udfordringer i USA er, at næsten 50 millioner amerikanere lever under den officielle fattigdomsgrænse, og selv om fattigdommen siden 2012 er stabiliseret, er der ikke sket et fald på trods af det økonomiske opsving.

IMF peger på, at jobskabelsen i USA ikke i tilstrækkelig grad når den mest udsatte del af befolkningen. Derfor bør det særlige lønmodtagerfradrag, der gives til udvalgte lav- og mellemindkomstfamilier, udstrækker til også at gælde familier uden børn; til ældre, der ønsker at blive på arbejdsmarkedet samt til unge fra lavindkomstfamilier.

IMF: Højere skatter eller skattereform

Selv om mange europæere har opfattelsen af USA som et land med ringe eller slet intet socialt sikkerhedsnet, er virkeligheden en anden.

Overførselsindkomsterne vil ifølge de officielle budgetfremskrivninger stige voldsomt i det kommende tiår med en deraf følgende finanspolitisk belastning. Enten skal USA hæve skatterne betragteligt, eller også er det nødvendigt med en skattereform, der skaber et bredere beskatningsgrundlag, konstaterer IMF.

Dermed rammer Valutafonden ned i den ømmeste af alle debatter i USA.

Det er blot en uge siden, at den Republikanske flertalsleder i Repræsentanternes Hus, Eric Cantor, blev slået godt og grundigt ved primærvalget i sin valgkreds i staten Virginia. Efter syv gange at være blevet valgt og genvalgt, tabte Eric Cantor til partifællen David Bart, der bl.a. har meget klare budskaber om, hvordan USA skal mindske den offentlige sektor og ad den vej skabe balance på de offentlige budgetter.

At David Brat er økonomiprofessor, styrker tilsyneladende mange Republikanske vælgeres tillid til ham.

Følelsesladet emne

En af de store offentlige udgiftsposter i USA er sundhedsområdet, og selv om også mange europæere her har opfattelsen af, at sundhedssystemet i USA er økonomisk udsultet, er virkeligheden, at sundhedsudgifterne pr. indbygger relativt set er dobbelt så høje som i Danmark.

Der er formentlig sygdomme, hvor behandlingen i USA er bedre end i Danmark, men der kan næppe findes dokumentation for, at sundhedssystemet i USA er dobbelt så godt som det danske, selv om udgiften relativt set er den dobbelte.

Debatten om præsident Barack Obamas sundhedsreform har imidlertid afsløret, at emnet er så følelsesladet, at det har bidraget til at sende præsidenten i bund i de politiske popularitetsmålinger.

Et andet betændt emne er behovet for en immigrationsreform.

USA har anslået 12 millioner illegale indvandrere, der håber på en dag at få permanent opholdstilladelse som forløber for et statsborgerskab. De illegale indvandrere er for en stor dels vedkommende beskæftigede i lavtlønsjob.

Omvendt skriger især USA's store teknologiindustri på kvalificeret arbejdskraft.

Fra Silicon Valley påpeger topchefer igen og igen det efter deres opfattelse surrealistiske i, at højtuddannede unge fra hele verden strømmer til bl.a. Californien for at tage en ph.d. Straks de er færdige, skal de forlade USA, selv om de er stærkt efterspurgte.

Hvis nogle får et job, sker det på et såkaldt H1-B visum, der er knyttet til det specifikke job. Mister de jobbet, skal de forlade USA.

Pointe: Der er ikke nok unge til at tage over

Misforholdet mellem de illegale indvandrere og erhvervslivet behov for den bedst kvalificerede arbejdskraft afspejler en af pointerne i IMFs anbefalinger: At USA ikke vil opleve den forventede produktivitetsfremgang, hvis der ikke gennemføres arbejdsmarkedsreformer, da verdens største økonomi i lighed med andre industrilande er i færd med at pensionere den store efterkrigsgeneration uden at have tilstrækkeligt med unge til at tage over.

Essensen er, at USA i de kommende år vil miste noget af sin hidtidige økonomiske styrke på samme tid, som USA's position som stormagt bliver truet af et stedse mere selvbevidst Kina, af et Rusland med stormagtsdrømme, af militante islamister, der udnytter krigstrætheden i den amerikanske befolkning.

Et økonomisk svækket USA, vil alt andet lige også være et politisk svækket USA, og selv om det ikke ligger inden for IMFs mandat at påpege dette, står budskabet at læse mellem linjerne.

Siden præsidentvalget i 2012 har en demokratisk præsident og et demokratisk flertal i Senatet stået over for et republikansk flertal i Repræsentanternes Hus. Resultatet har været en politisk handlingslammelse, og hvis midtvejsvalget til november ikke ændrer billedet, kan handlingslammelsen fortsætte frem til præsidentvalget i 2016.

Dermed vil USA på et tidspunkt, der ifølge IMF er særligt kritisk, ikke kunne gennemføre tvingende nødvendige reformer, hvilket yderligere vil svække de langsigtede økonomiske perspektiver.

Måske derfor er der så stille i Washington DC efter de hårde ord fra Christine Lagarde og IMF.

BRANCHENYT
Læs også