Norden-formand: Ærgerligt når en god mand går

Det er med stor ærgrelse, at bestyrelsen hos rederiet D/S Norden har modtaget topchef Carsten Mortensens opsigelse tirsdag.

Mogens Hugo, bestyrelsesformand i DS Norden, er ærgerligt over, at virksomheden har modtaget Carsten Mortensens opsigelse.  Foto: Hans Ole Madsen

Men selv om Carsten Mortensen, der har været i Norden i 17 år med de seneste 10 år som administrerende direktør, ganske pludseligt har afleveret sin opsigelse for at forfølge andre karrieremuligheder hos den maritime virksomhed BW Group, er der ikke panik at spore hos bestyrelsen.

- Det er altid ærgerligt, når en god mand går. Carsten Mortensen har stået i spidsen for en virksomhed, der har vokset sig stor og flot. Vi har markedet i mod os lige nu, men vores opsætning og finansielle position er god og klar til, at markedet vender, siger Mogens Hugo, der er bestyrelsesformand hos D/S Norden, til Ritzau Finans og fortsætter:

- Carsten kommer til at være her i et stykke tid, men vi sætter rekrutteringsprocessen i gang med det samme. Vi har et solidt setup herude med en direktion på fortsat fire mand, så vi har tid til at finde den rigtige afløser.

Ingen deadline for ny chef

Bestyrelsesformanden vil imidlertid ikke ud med, hvornår Carsten Mortensen har sidste dag i direktørstolen hos D/S Norden, ligesom selskabet heller ikke har nogen deadline for sig selv for, hvornår afløseren skal være på plads.

- Vi har ikke sat nogen tidshorisont for os selv, men vi ved, at det tager noget tid at finde den rigtige afløser. Vi sætter bare ikke rammer for os selv, fordi vi har opsætningen til at kunne vente på den rette, siger Mogens Hugo.

Efter Carsten Mortensens afgang består D/S Nordens direktion af finansdirektør Michael Tønnes Jørgensen, Martin Badsted samt de to direktører for henholdsvis tørlast- og tankdivisionen, Ejner Bonderup og Lars Bagge Christensen.

BRANCHENYT
Læs også