SeaIntel: Nej til P3 skader konsolideringen

Det er meget overraskende, at de kinesiske myndigheder endte med at afvise P3-alliancen og et tilbageslag for kravet om konsolidering i branchen, vurderer Lars Jensen, SeaIntel.

Foto: AP

Det er kommet som en bombe for alle i containerindustrien, at de kinesiske konkurrencemyndigheder endte med at afvise P3-alliancen. Stort set alle havde forventet et ja, og ifølge direktør i analysehuset SeaIntel, Lars Jensen, kan det komme til at få mærkbare følger for hele industrien.

"Det er meget overraskende, at de kinesiske myndigheder sagde nej, og vi har stadig til gode at vide præcis hvorfor. Det vil få betydning for hele industrien og bremse den konsolidering, som P3-alliancen ville havde været stærkt medvirkende til. I stedet kan man forvente ufatteligt volatile rater fremover," siger Lars Jensen til ShippingWatch.

Det er endnu helt uvist, hvordan de tre rederier bag P3, Maersk Line, MSC og CMA CGM, vil reagere, og om de vil overveje andre muligheder for samarbejde. De to helt store konkurrenter på verdensmarkedet, alliancerne G6 og CKHYE, er blevet styrket de seneste måneder med myndighedernes velsignelse, men har heller ikke haft så stort et set-up, som der lå i kortene til P3 med et fælles operationelt hovedsæde i London, hvilket sandsynligvis har gjort forskellen for de kinesiske myndigheder.

VSAere en mulighed

De andre alliancer består i vid udstrækning af de såkaldte VSAer, aftaler om at bruge hinandens skibe, og Lars Jensen vurderer, at de tre rederier nu vil forsøge at styrke relationerne inden for VSA, men altså uden det udvidede samarbejde.

"Når detaljerne i afvisningen fra de kinesiske myndigheder er kendt, kan man også se, hvor rammerne går. De tre rederier har allerede - ligesom andre i industrien i dag - et bredt samarbejde inden for VSAere, og det kan jeg forestille mig man vil forsøge at styrke nu," siger Lars Jensen.

Han tilføjer, at Maersk Line står væsentligt stærkere end de fleste andre containerrederier, og at udgangspunktet aldrig har været, at det danske rederi var økonomisk presset til at gå ind i alliancen, men at de gevinster, der var lagt op til fra effektiviseringerne på den operationelle del, ikke bliver til noget, eller bliver meget sværere at opnå.

BRANCHENYT
Læs også