Aktier Europa: Små stigninger med fortsat fokus på opkøb og fusioner

De europæiske aktiemarkeder ligger tirsdag eftermiddag med små stigninger og fremgangen er dermed aftaget i løbet af dagen, idet bekymringerne over urolighederne i Irak øges.

Dax-indekset løftes 0,3 pct. til 9911 og Ftse-indekset stiger 0,1 pct. til 6760. Det franske Cac-indeks ligger 0,3 pct. højere i 4523.

Shire stiger 2,8 pct. til 3635,50 pence efter at det irske biotekselskab har hyret Citigroup, idet det forventer at få et tilbud efter en bølge af opkøb i biotek- og medicinalsektoren. Det skriver Reuters med henvisning til personer med kendskab til sagen. Meget af den seneste aktivitet har været drevet af amerikanske selskaber, der søger at sænke deres skatsatser ved at flytte udenlands. Med basen i Irland, hvor den effektive selskabsskat er blandt de laveste i verdenen, og med en markedsværdi på cirka 35 mia. dollar, svarende til godt 190 mia. kr., så venter analytikere og investeringsfolk, at det irske selskab kunne være et oplagt opkøbsmål.

Siemens' tilbud sammen med japanske Mitsubishi Heavy på franske Alstoms energiaktiver lyder på 14,2 mia. euro, idet den tyske industrigigant konkurrerer mod et tilbud fra amerikanske General Electric. Tilbuddet konkurrerer mod General Electrics bud på 12,35 mia. euro. Alstom ligger med et fald på 1,2 pct. i 28,98 euro og Siemens stiger 0,4 pct. til 99,22 euro.

Shell, der er Europas største olieselskab, sælger det meste af sine 23 pct. af Woodside Petroleum for cirka 5 mia. dollar i Australiens største energihandel. Det skriver Bloomberg News, der pointerer, at Shell sælger 78,3 mio. aktier til investorer, mens Woodside køber det samme antal tilbage fra Shell, hvilket sammenlagt bliver til 19 pct. af selskabet. Shell ligger på børsen i Amsterdam med en stigning på 0,3 pct. i 29,83 euro.

Orange stiger 0,6 pct. til 12,23 euro efter at finanshuset Raymond James har hævet anbefalingen på aktierne i det franske teleselskab, der tidligere hed France Telecom, til outperform fra market perform.

På makrosiden er det tyske ZEW-erhvervstillidsbarometer tirsdag formiddag blevet offentliggjort, hvor det for forventningerne i juni blev til et fald til 29,8 fra 33,1 for måneden forinden. Økonomerne havde ventet en stigning i ZEW-erhvervstillidsbarometeret til 35,0.

BRANCHENYT
Læs også